Chokerende dårlig
Vurdering:
Samlet vurdering:
Uden øvrig sammenligning, havde søn og jeg just færdiglæst Charlie og chokoladefabrikken, og ledte efter en ny bog. Umiddelbart lyder Jagten på den Talende Hund jo spændende; Gangstere, kærlighed og talende hunde har jo potentiale.
Men lad mig slå fast, at jeg ikke blot ikke kan anbefale denne bog, jeg vil decideret fraråde den. Man kan måske tilgive det flade sprog og pinlige dialoger, måske endda den evindelige "fuck" og "lort" og andre derogative måder at fjerne fokus fra det fattige sprog eller undgå andre mere spændende og elegante måder at udtrykke sig på. At bogen er totalt fantasiforladt, ud over at man har fundet på at det kunne være sjovt hvis hunden talte. Hvorfor den i det hele taget skal det og hvordan, kan jeg ikke på nogen måde begribe.
Lidt sværere bliver det at bære over med product placement, manien omkring gadgets og chokolade som det eneste værdifulde, og det som driver disse to snotforkælede og utaknemmelige drenge. På trods af at de har alt hvad de skal bruge, kan de alligevel ikke få nok, og finder det rimeligt at stjæle kæledyr for at opretholde deres gadget- og sukkermisbrug.
Faktisk er der ikke én eneste begavet eller sympatisk person i bogen. Min personlige tese er, at forfatterne selv må være ubegavede og usympatiske, for i sådan en grad at ramme ved siden af enhver form for empati og refleksion.
Og det er faktisk her at tråden knækker helt for mig.
For det der er helt utilgiveligt, er den indbyggede fordomsfuldhed og racisme som gennemsyrer bogen fra start til slut. Forfatterne har ingen respekt eller empati for deres persongalleri, der alle som en er selviske, grove og forudindtagede. Selv hunden, for guds skyld, er jo blottet for personlighed eller sympatiske træk.
Forfatterne skyder med spredehagl og sviner i flæng kunstnere (selvoptagede champagne nassere) økologi (hellige idioter) indere (dumme med lort på) kinesere (nogle svin) russere og amerikanere (mafia og tænker kun på penge) osv.
Bogen er altså et udtryk for en total ureflekteret og mildest talt debil selvfedme, hadsk over for fremmede som "ikka tale danmarksk", dårligt skrevet, fyldt med bandeord (unødvendige, vel at mærke), uden plot at særlig grad, og fyldt med usympatiske mennesker.
Jeg håber ikke at denne bog på nogen måde indgår i skoler, fritidshjem eller i det hele taget nogen steder hvor børn og voksne kunne finde på at opholde sig. Kunne jeg give -3 havde den fået det herfra.
Det kan ske at jeg keder mig når jeg læser børnebøger for min søn, men denne bog gjorde mig fanme rasende.