stemningsfuld roman

Der er ingen tvivl om, at Josefine Klougart kan skrive, men hun er nok bare een af - de mange - forfattere som jeg aldrig lærer at forstå (yderligere kan nævnes Christina Hesselholdt og James Joyce, så hun er i godt selskab).

Hun skriver smukt, lyrisk og stemningsfuldt om sin (?) barndom, men for mig bliver romanen aldrig vedkommende. Der er intet plot i romanen - hvilket helt sikkert er bevidst - og det gør at jeg taber interessen. Jeg kan simpelthen ikke koncentrere mig om så lange passager af lyrisk tekst. Hvis jeg skal læse det, så foretrækker jeg lyrik, som jeg faktisk nyder at læse i små bidder. Jeg kan dog ikke læse en hel roman på den måde, eftersom jeg så glemmer det foregående, jeg har læst.

Altså, romanen er ikke for mig, som foretrækker handlingsmættede romaner med et stringent plot. Romanen er lidt som franske film: En masse snak - smuk snak - uden at der sker noget overhovedet.