Intimt portræt

Fint og blidt portræt af en naiv og ligefrem kunstner med et fantastisk potentiale.
Hele vejen igennem filmen kom man ind under huden på Janis Joplin, som jeg kun kendte overfladisk fra hendes musik, og hun fremstod som en sympatisk omend lettere forvirret pige.

Faktisk er Janis Joplins historie meget lig den grimme ælling, selvom Janis aldrig blev smuk som en svane. Hun havde en enorm appetit på livet, festerne, mænd og musik, men måtte gå grueligt meget igennem før hun følte sig fri. Først i slutningen af sit liv får Janis styr på alle stemmerne i sit repetoire, og begynder at kanalisere sit kæmpe talent i en mere målrettet og professionel retning. Paul Rothchild som producer gav Janis alt det feedback hun aldrig ellers fik, og hun og hendes stemme blomstrede - men for sent.

Hendes plade Pearl er dog et testamente til en plaget kunstner, som først alt for sent fandt sin stemme og sin fred.

Respekt til filmen, som formåede ikke at stå i vejen, og give plads til den rørende historie om Janis