Magtens grimme ansigter

’Stalins død’ af Armando Ianucci er både sjov, tankevækkende og godt fortalt.

Filmen indledes med en klaverkoncert, der på elegant vis sætter scenen for det rædselsregime Stalin stod for. Frygten for at træde ved siden af lammer enhver fornuft og rimelighed hele vejen op igennem systemet til Stalins nærmeste i komitéen. Paranoia har buret den sunde fornuft inde, og tilbage står kujonen; den afklædte magtliderlighed uden vision og moral. Vi skulle gerne blive klogere af fortidens fejl, men ’Stalins død’ så tvivl om, hvorledes dette holder stik. Der kan i hvert fald drages paralleller til mange af samtidens ledere og regeringer, og dette gør filmen både relevant og interessant.

Selvom handlingen udspilles over blot et par dage, var jeg utrolig godt underholdt hele vejen igennem, ikke mindst takket være den flotte rolleliste. Filmen er befolket af tykke, gamle mænd, men disse illustrerer på perfekt tragikomisk vis magtens mange grimme ansigter.
Det kan ikke gøres meget bedre - mine varmeste anbefalinger til en alligevel mørk vinteraften eller -eftermiddag.