Menneskets mørkeste sider

Wayuu folket lever efter åndernes love på den golde slette i Colombia. Rapayet ønsker at gifte sig med den smukke Zaida, som er datter er klanens spirituelle leder Ursula, og for at få råd til medgiften, begynder han at sælge marihuana til amerikanerne. Han skyder altså genvej ad en mørk sti, for at nå sit mål. Og selvom Rapayet er en god mand, er det nok her, det går galt.

Særligt to begreber klinger i mit hoved, da jeg forlader biografens mørke. Ære. Og grådighed.
Der er en scene i filmen, hvor Rapayets ven og kompagnon har skudt en mand, og derfor vanæret klanens tradition. Derfor tager Rapayet og hans onkel ud for at meddele ham, at samarbejdet er slut. Situationen forekommer farlig, da vennen er bevæbnet, blandt venner og tidligere har demonstreret et kolerisk temperament, men fordi æresbegrebet er så stærkt, og sendebuddet er fredet, kan de gå i fred. – Og det slog mig, hvor meget bedre verden ville være, hvis ordentlighed og selvrespekt på den måde var mere gennemsyrende, for måden vi lever og interagerer med hinanden. Det kræver en indre motivation og måske en (over)tro på, at noget kigger en over skulderen, så man ikke kan slippe afsted med hvad som helst!

Desværre er vennen grådig, og vælger at hævne sin ’fyring’ med at dræbe endnu flere. Det bliver startskuddet til en blodig konflikt med Rapayet som lusen mellem sin gamle og sin nystiftede familie. Hvor æresbegrebet i filmens start var det, der bandt det hele sammen, får det nu alt til at styrte i grus, fordi ethvert ansigtstab skal hævnes.

Trækfugle er på mange måder en bemærkelsesværdig film, der repeterer de sorteste sider af mennesket.