Bevægende, stærk og smuk

“Til vi falder” er en stille, og i mange henseender smuk og meget stærk film, om ægteparret Adam og Louise, som nogle år tidligere mistede deres eneste søn på en ferie i Spanien.

Det grusomme tema er velkendt fra mange andre film, men vinklen i denne film er stillet skarpt og præcist på de to køns yderst forskellige måde at håndtere det fuldstændig uhåndterbare.

Vi møder Adam og Louise, da de vender tilbage til Spanien nogle år efter tragedien, fordi det spanske politi vil lukke sagen.
Filmen skildrer, hvordan de både sammen, men især hver for sig reagerer på deres sorg og bearbejder denne på deres fuldstændige – men i situationen helt forståelige –irrationelle måder. Derved havner de den ene gang efter den anden – enten begge to sammen, men også hver for sig – i en række særdeles uholdbare situationer.

Louise på sin side forsøger at komme videre, ønsker så hurtigt som muligt at lægge historien og stedet bag sig, men savnet af sønnen er hele tiden latent til stede i hende og projiceres bl.a. over på genboens søn.

Adam derimod hverken kan eller vil give op og iværksætter sine egne undersøgelser; alle dog uden held. Hvad der reelt skete med sønnen Lucas bliver aldrig opklaret, og netop derfor er en af filmens smukkeste og stærkeste scener nok den, hvor Adam “begraver og siger farvel” sin søn, da han endelig får lov til at se papkassen med de bevismaterialer, man har fundet: et par hullede sko, en flad fodbold samt en beklædningsgenstand.

“Til vi falder” kan man bare ikke lige ryste af sig, for filmen efterlader dig dybt berørt. Vi ved jo, at sorgen, savnet og længslen vil følge dette forældrepar, der har mistet et barn, til de falder, til de ikke længere er her.
En sådan tragedie kommer man aldrig over og kan lægge bag sig. Den vil følge dig, til du dør.

Alle filmens skuespillere leverer særdeles sublime præstationer.
Kameraføringen er fin, for den følger – som øjet– , den der taler, og søger det sted, hvor tingene sker.
Der bliver filmisk kælet for close-ups og ikke mindst for det i filmens begyndelse og afslutning skiftende dystre, grådige, grålige hav, der spiller en væsentlig rolle filmen igennem. Havet, vandet, der både er livgivende, men dødbringende.

Langt det meste af filmen er tekstet, da der tales hhv. svensk, engelsk og spansk, men desværre har man ikke tekstet den danske lydside, og derfor går der replikker tabt på den konto, hvilket er et stort minus.