Todimensional patomine

Der er ingen tvivl om, at billedsiden, og farverne i Lady Macbeth er rolige, fængslende og inderligt bjergtagende, og har fortjent en krone. Det er det ene Hammershøi maleri efter det andet, og man længes næsten grådigt efter et motiv når kameraet har skiftet indstilling. Florence Pugh er en meget dygtig skuespillerinde, som jeg glæder mig til at se mere til, og hun fortjener uden tvivl den anden krone. Men det er også det eneste positive, jeg har at sige om denne film. Det første kvarter af filmen lover godt, og man lulles velvilligt ind i roen, og de dusede farver, men så går det helt galt. Narrativet falder fuldstændig fra hinanden, og man sidder tilbage med rulleteksterne, og roen er erstattet af irritation, og forvirring. Det var som at opleve et pantomine teater, der var ingen oplevelse af dybde, hverken i karakterende eller historien. Det forekommer mig, at karakteren ikke havde nogen forståelse af deres eget indre liv – eller de andres – eller narrativet, og de spandt derfor over det, som det nu faldt dem ind, uden oplevelse af selvfølge, hvilket førte til mange uforståelige mord. Der var ingen sammenhæng eller selvfølgelighed i deres handlinger, tvært i mod sad jeg og undrede mig over det de gjorde i hver eneste scene. Og nye karakterer, selv katten, fik ikke den introduktion som de fortjente, og virkede kun forstyrrende, fordi man selv skulle regne deres værdi og medvirken ud. Hvis filmen blot havde været en tyve minutter lang montage af billederne havde jeg været fuldt tilfreds. Den ville vise for meget på en gang, både i de smukke billeder og i historien, og derfor glippede sansen for detaljerne i karakterenes dybde og indre liv. Derfor kan jeg kun give den 2 kroner.