Et langtrukkent farvel

"Stefan Zweig: Farvel til Europa" er en visuelt smuk film, der formår at udnytte de betagende sider af Sydamerikas natur, til at skabe en fascinerende billedramme. Desværre for filmen, og for historien om den østrigske forfatter, Stefan Zweig, er der ikke en tilsvarende fascinerende historie, der bliver fortalt. Josef Hader spiller fremragende og skaber en stor dybde i sit portræt af den melankolske og nedslåede forfatter, men desværre bliver man som seer slæbt igennem langtrukne og ofte ligegyldige dialoger, der ikke tjener filmen noget positivt. En sjælden gang imellem lever filmen op, som da Stefan Zweig i filmens indledning bliver tvunget til at reflektere over det rimelige i ikke at vil kritisere det anti semitske Tyskland som han selv er flygtet fra, ligesom krigens rædsel senere på grufuld vis bliver visualiseret igennem en dialog i dagligstuen. Men desværre spilder filmen det hele på gulvet og følger ikke op på de emner, der kunne bidrage til filmen og gøre den langt mere nærværende end den fremstår nu.
I stedet er det som en lang og formel middag hvor værten aldrig smider blazeren og alle holder den stive, nydelige facade. Du ved, den middag hvor man i virkeligheden bare venter på at kunne gå hjem igen.