Sorgens mange ansigter

Polonskys debutfilm "En uge og en dag" er intet mindre end en perle af en film, som ikke bare utrolig smukt og indsigtsfuldt, men også med et fint (kamera)øje medtager humor og gakket opførsel til at skildre sorgens ansigter hos moderen og faderen, der har mistet deres 25-årige søn til kræften.

Moderen Vicky har vendt sin sorg indad. Hun forsøger efter Shivaen - en jødisk sørgeperiode på en uge, hvor de nærmeste holder sig hjemme, og hvor venner og bekendte kommer på besøg -atter at være et rationelt og kontrolleret menneske. Hendes hensigt er at genoptage en hverdag med bl.a. arbejde - herunder tandlægebesøg - men det lykkes langt fra for hende, for den sorg, hun har forsøgt at lægge låg på efter sørgeperioden, presser sig på og presser sig ud. Alene er hun langt fra klar til at "tackle livet".

Anderledes er faderen Eyal opfyldt af en voldsom vrede, og den vrede går bl.a. ud over naboen, dennes kone og deres lettere ubegavede og lidt 'skæve' søn, Zooler, som dog i sidste ende er den, der formår at forløse Eyals sorg.
Sammen med Zooler, der håber at vinde mesterskabet i luftguitar, foretager Eyal alle de vilde ting, der egentlig hører ungdommen til, men som i sidste ende bliver den ventil, der tager 'sorgtrykket' fra ham, så han bliver klar til - på ny - at genoptage livet og hverdagen sammen med Vicky.

Der er filmen igennem mange søde, sjove, sørgmodige, men tillige smukke og også livsbekræftende scener, og flere af dem er optaget i et dvælende tempo - måske for at understrege at tiden sættes ud af spil, når vi står over for livets store og skelsættende begivenheder - så du går ikke nedbøjet og trist fra biografen, men til gengæld med stof til eftertanke og med en viden om, at sorgen har mange ansigter - og de er alle lige værdige.