Maria von Hausswolff

Jeg glædede mig faktisk til at se filmen, på grund af de gode anmeldelser. Og jeg så frem til at opleve Maria von Hausswolffs, da hun er en af Danmarks bedste filmfotografer, og hun skuffede på ingen måder.

Det gjorde alt det andet til gengæld. Jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor den har fået så gode anmeldelser. Lad os se på historien, og så kan jeg vende tilbage til min forargelse og hvorfor jeg ikke oplevede, at det var en god film.

Filmen foregår i en kalkmine, hvor to brødre Emil og Johan arbejder. De bor et eller andet sted i et – containerlignede – hus, og har tydeligvist ikke særlig mange penge. Filmen foregår på et uvist tidspunkt, måske i 80'erne, et uvist sted. Filmens tema skulle ifølge instruktøren være det, at man kan have svært ved at passe ind. Og det er da som udgangspunkt et meget sympatisk tema. Emil laver alkohol af giftige væsker som han stjæler fra sin arbejdsplads, og sælger det til sine medarbejdere. Og Johan gør hvad der bliver sagt, og passer sit arbejde. Johan er gal på Emil og mener ikke, at han opfører sig normalt, ”du kan ikke lide mennesker”, siger Johan. Hvortil Emil svarer, at han selv er et menneske, og hvorfor skulle han gide være som alle andre. Man fornemmer deres indbyrdes konflikter og dette tydeliggøres også både i scenen hvor de måler pikke, og scenen hvor de slås nøgne. Emils forsøg på at passe ind alligevel gør han gennem dette salg af alkohol. Emil er ligeledes fascineret af våben, og ser et vhs bånd med en introduktion til hvordan man håndterer et våben. Der er en kvinde med i filmen som spiller Johans kæreste, som Emil også er vild med. Der er en lille replik, der giver os indtrykket af, at Emil aldrig har haft en far, men mere får vi ikke at vide.

Umiddelbart, også når man læser om, hvad filmen handler om, lyder det som en rigtig fin film, og traileren er smuk. Og der er helt sikkert en masse gode ideer. Men det virker mest af alt som om, at filmen vil være rigtig mange forskellige genre på en gang, uden at det lykkes. Den vil både være surreal, kunstnerisk, realistisk og fortælle en dyb og rørende historie. Og film kan sagtens være surrealle og uden sammen hæng og hænge sammen alligevel, selvom man ikke fanger det hele med det samme eller noget af det nogen sinde. Men i Vinterbrødre mangler der en sammenhæng.

Der er også nogle åbenlyse problematiske valg i filmen. Den eneste kvinde, der er med, er kun et sexobjekt for de to brødre. Hun bliver udsat for seksuelt overgreb af sin kæreste og hans bror stjæler hendes trusser og lugter til dem mens han løber gennem skoven. Og dette seksuelle overgreb bliver ikke problematiseret. Der er ingen tvivl om, at det er et overgreb, da hun siger nej gentagende gange til sin kæreste mens han fortsætter med at røre ved hende.

Jeg turde ikke spørge instruktøren om overgrebet og det valg han har truffet, at det skulle være med. Men jeg spurgte ham, hvorfor der var så meget fokus på våben og alkohol. Hans svar var desværre symptomatisk for filmen. Han var ikke selv klar over de valg han havde truffet. Han sagde, at det var et godt spørgsmål, og at han havde brug for noget til at drive historien frem, men ellers vidste han det ikke. Det kan aldrig være godt i sig selv, at man ikke er klar over hvilket valg man træffer, og undskylder det med, at man er kunstnerisk. Instruktøren har truffet nogle valg, og jeg mener ikke, at de valg han har truffet er gode, om han så er bevidst om det eller ej.

Filmen hinter til en mange ting, der kunne være udfoldet til gode historier, men intet af det bliver taget videre og udfoldet. Jeg sad tilbage i forargelse og fyldt med spørgsmål, der handlede om, hvorfor de havde truffet de valg som de havde.

Min krone går til Maria von Hausswolffs, der gør et smukt arbejde.