Kollektiv Onani i Bieber-Land

Jeg vil giftes med Justin Bieber.

I forgårs havde jeg ikke hørt én eneste sang af Justin Bieber, men nu elsker jeg ham. Hvordan skulle man kunne andet?

Justin Bieber er ikke bare en utroligt køn 16-årig dreng med store Disney-øjne og en usædvanligt fascinerende frisure (en frisure som vi blandt andet hører Snoop Dogg lovprise), han synger som en engel. Han spiller adskillige instrumenter; han excellerer i både basketball, hockey, og baseball; han er sød og venlig og helt naturlig, når han er sammen med sine venner.

Han danser tæt med Miley Cyrus; han uddeler gratis billetter til tilfældige piger (inklusiv en muslimsk pige med tørklæde, så vi kan se, hvor tolerant han er); han giver penge til en ung gademusikant og fortæller hende, at hun er god, og at hun skal tro på sin drøm.

Vi ser Michelle Obama (med en grinende Barack Obama i baggrunden) spørge folkemængden, om de kender Justin Bieber; han inviterer altid en fan op på scenen og giver hende blomster, mens han synger kun for hende; han har spillet fjorten koncerter med en brækket fod; og så beder han bordbøn, selv når han bare er på pizzaria.

Hvis der kommer en fortsættelse til Never Say Never, er jeg ikke i tvivl om, at Justin Bieber kurerer AIDS, skaber fred i Mellemøsten og går på vandet.

Justin Bieber er så meget bedre end alle os andre, at det næsten gør ondt. Men det er okay, for Justin Bieber elsker os, og når han kigger på os med sine store øjne og slår med håret, så husker vi, hvor stor en tjeneste han gør verdenen ved bare at være sig selv.

Never Say Never er en film lavet af folk, som elsker Justin Bieber til folk, som elsker Justin Bieber.

Filmen søger ikke at være kritisk eller egentligt at udforske fænomenet Justin Bieber, den søger blot at hylde ham. Udover at Justin får ondt i halsen, er Never say Never blottet for egentlig konflikt.

Vi ser adskillige interviews med piger, der fremstår nærmest maniske eller på anden måde psykisk ustabile, når de skriger, græder, eller hvæser ud mellem tænderne, at de skal giftes med Justin Bieber, og at det skal ingen prøve at stå i vejen for. Umiddelbart efter klippes der til passager, hvor sikkerhedsvagter og dansere er fysisk oppe at tottes med præpubertetspiger, som desperat forsøger at komme tættere på Justin Bieber.

Og filmen stiller aldrig spørgsmål til dette.

Vi ser en måske 12-årig pige blive kørt væk på en båre, men filmen stopper aldrig op og spørger, om der måske er et eller andet helt galt ved hele situationen.

Men hvad vil filmen så, hvis den ikke vil stille spørgsmål?

Filmens titel og foromtale fortæller os, at det er en historie om, at kæmpe for sine drømme og aldrig nogensinde give op. Det er et godt og opbyggeligt budskab, bevares, men hvad har det med Justin Bieber at gøre?

Filmen fortæller os, hvordan Justin Bieber ved et tilfælde lagde en video op på YouTube, så hans familie kunne se og høre ham synge. Snart spredte videoen sig udover cyberspace, og en dag faldt en mand ved navn Scooter Braun så over videoerne. Vi hører lidt om, hvordan Scooter Braun kæmpede en desperat kamp for at finde Justin Bieber, og hvordan han dernæst skulle overtale hans familie, pladeproducere, rapstjerner og radioværter om, at Justin Bieber virkelig var en stjerne. Scooter Braun har kæmpet for drømmen, men det har Justin Bieber ikke. Han var ”bare” utroligt talentfuld.

Never Say Never fortæller os tydeligt, hvor fantastisk Justin Bieber er, men den fortæller os intet om, hvordan han aldrig gav op for at nå sine drømme. Det var Scooter Braun, som aldrig gav op. Men hvad skulle en 16-årig også vide om aldrig(!) at give op?

Når filmen er slut, sidder man tilbage med en underlig følelse af at have deltaget i en blanding af en højstemt gudstjeneste, et demagogisk propagandamøde og en omgang kollektiv onani.

Og man vil virkelig bare gerne giftes med Justin Bieber.