"Vi behandler børn, som vi behandler atomaffald"

Monsieur Lazhar er en film, der tager nogle temaer op, der for mange kan være svære, både at forholde sig til, men også at tale om. Filmen viser, hvordan en klasse forholder sig til at deres lære har hængt sig selv i deres klasselokale og hvordan resten af skolens undervisere forholder sig til denne tragedie. Overskriften til denne anbefaling siger det hele. De behandler nemlig dette tema død/selvmod/at blive forladt ved at strække det så langt ud fra kroppen som muligt, de vil ikke røre det med en ildtang. Der er endda en regel på skolen, der hedder, at man ikke må give børnene et knus.

De hyrer dog en psykolog for en kort stund, der skal tale med alle børnene. Hvilket ikke hjælper, da der skal mere til at behandle et traume som dette. Børnenes sorg kommer dog ud på andre måder, subtile måder. Og dette er det kun Lazhar, der anerkender og tager alvorligt. Her løber han dog ind i problemer....

Filmen er ligeledes en skildring af Lazhars forhold til sin egen fortid og hvordan det ligeså er svært for ham at få talt med nogen om det. Han mener selv at hans historie er så kedelig at den vil få en plante til at visne.

Filmen er virkelig velfortalt og alle spiller rigtig godt. Der er nogle fine dialoger og tavse skildringer af, hvordan de forskellige karaktere forholder sig til filmens tema. Og det er ofte i disse tavse stunder i filmen at man som tilskuer virkelig bliver revet. Eksempelvis en scene, hvor Monsieur Lazhar danser med sig selv en aften i klasse lokalet. Der er fest på skolen og Lazhar kan høre en hårdt pumpet bass fra festen på sit kontor. Dette musik forvandler sig så lige så stille til arabisk klingene musik, som han begynder at danse til, smukt.

Den er helt klart værd at se. Har man set den film, der, på dansk, hedder "Klassen", og synes man godt om denne vil man helt sikkert også synes godt om Monsieur Lazhar.

God fornøjelse