Nok mest for kvinder: En anmeldelse skrevet af en mand og for mænd

”Brudepiger” fik meget omtale, da den først udkom i sit hjemland, USA. Det er usædvanligt for en komedie henvendt til kvinder at blive ”R-rated” (hvilket vil sige, den kun er tilladt for børn og unge under 17 år, hvis de er ifølge med en voksen), og filmen blev omtalt som en kvindelig udgave af ”The Hang-Over”.

De ting som giver en ”R-rating” er traditionelt ting, som tiltaler mænd mere end kvinder, når de præsenteres i Hollywood-film (nøgenhed, grafisk vold, stoffer og grimt sprog), men denne film var til kvinder. Der udover hører det til historien, at filmen i Danmark har fået censuren ”A – Tilladt for alle”. Jeg vidste derfor ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig at filmen, men jeg valgte for en sikkerheds skyld at alliere mig med min kæreste for at sikre mig, at der var en overvægt af X-kromosomer blandt publikum.

Hvis nogle mandlige læsere (eller bekymrede forældre) på nuværende tidspunkt skulle undre sig, om det er på grund af nøgenhed, at filmen har fået en strengere censur i USA end i Danmark, kan jeg afklare dette spørgsmål med det samme. Det bliver etableret fra første scene, at vores hovedperson dyrker sex påklædt, og det er en trend, som fortsætter filmen igennem. I skal heller ikke forvente jer afhuggede lemmer, skudsår eller andre eksempler på grafisk vold. Da filmens handling heller ikke ligefrem i stoffer, må konklusionen være, at den strenge amerikanske censur alene skyldes filmens motherfucking, lortegrimme sprog.

Kvinderne i denne film taler rigtigt grimt. Seriøst. Jeg håber ikke, de kysser deres mødre med de læber.

Apropos mødre så var én af de ting, publikummet kvindelige islæt (min kæreste) satte størst pris, portrætteringen af hovedpersonens moder, og jeg selv må da også indrømme, at der var en hvis komik i den sammenhæng. En anden god ting (set med en kvindes øjne) var måden, hvorpå venskabet mellem filmens centrale kvinder blev vist. Filmskaberne har været gode til at vise nuancerne i kvinders indbyrdes forhold, uanset om det er kvinder og deres veninder eller kvinder og deres mødre.

Men det er (åbenbart) svært at lave en film til kvinder, som handler om venskab, uden at man også skal inkludere en kærlighedshistorie. Vores hovedperson er naturligvis også sine kærlighedskvaler, og for nogen vil dette sikkert være et plus. Personligt følte jeg dog ikke, at det bibragte historien noget som helst. Det var ikke fordi, kærlighedshistorien i sig selv generede mig, for det gjorde den ikke, jeg undrede mig bare over, hvorfor den var med i filmen. Var den virkelig vigtig?

Jeg mener… var det virkeligt vigtigt at inkludere en mandlig kærlighedsinteresse for vores hovedperson, når to af de seks kvinder på forsiden af DVD-kassetten stort set ikke er med i filmen? Kig lige på kassetten. Hvem lægger du først mærke til?

For mig er det kvinde nummer to fra højre, som med sin dybe udskæring og fuck-dig-attitude i den grad stjæler billedet fra alle de andre. Hun får (næsten) en lesbisk plottråd ind i handlingen, og jeg tror, jeg taler for mange mandlige seere, når jeg siger, at det er ærgerligt, at det aldrig rigtigt bliver til noget, fordi vi i stedet skal høre om hovedpersonens noget mere forudsigelige kærlighedsliv.

Nå ja… filmen er nok mest til kvinder. Den har nogle rigtigt sjove øjeblikke, bevares, men det er nok mest en kvindefilm.

Så, hvis du er kvinde og eventuelt rigtig glad for tv-serien ”Klovn” og/eller bare elsker kvinder, som både taler grimt samt prutter og skider uhæmmet, så er denne film lige noget for dig.