Så kan vi altid finde hinanden

”Submarino” er historien om to brødres svære kamp i livet. De vokser op i et hårdt miljø, med en alkoholisk mor og en spæd lillebror, de har det daglige ansvar for. Moderen formår ikke at tage sig af sine børn og lader drengene passe sig selv, med katastrofale sår tilfølge og en hændelse, der mærker drengene for livet.

Første halvdel af filmen følger vi storebroderen Nick, spillet af Jakob Cedergreen. Han lever på et herberg, I Københavns Nordvestkvarter, drikker øl, løfter vægte og slikker sine sår fra barndommen og en alvorlig kærlighedsaffære, der endte brat. Cedergreen spiller eminent. Han bliver bedre og bedre med årene. Og er castet helt rigtigt til denne film. Cedergreen har et ansigt, der udtråler en hårdhed, ømhed, vrede og drivende kulde. I det øjeblik han smiler smelter man. Han har et smil, der brænder sig fast. Vinterberg lader helt rigtigt Cedergreen udstråle den tavse macho.

Anden halvdel af filmen følger vi lillebroderen, spillet af Peter Plaugborg. Lillebroderen er junkie og lever alene med sin lille dreng, Martin, som socialmyndighederne meget gerne vil anbringe i en plejefamilie. Men Martins far kæmper en indædt kamp med sit misbrug og sin rolle som far. Og det mislykkedes på flere planer. Det er en hjerteskærende halvdel. Hvor den lille Martin går lige i hjertet, spillet helt troværdigt af Gustav Fischer Kjærulff. Jeg vil sent glemme hans store fortvivlede barneøjne.

Thomas Vinterberg gør det igen. ”Submarino” er helt sin egen og unik i stil, stemning og script. Jeg er vild med den stemning og spillestil, der er i flimen. Når skuespillere formår at fortælle historier med deres ansigt, øjne og kropssprog, uden replikker, opstår der en intensitet, der brænder igennem og det gør Jakob Cedergreen, i den grad. En barsk, stærk og helt igennem troværdig film. Kan kun anbefales på det groveste.