Bidende svensk social og sur-realisme

En due sad på en gren og funderede over tilværelsen, er Roy Anderssons sidste film i hvad han beskriver som en trilogi om at være menneske. Men mere korrekt ville måske være at kalde det en trilogi om at være skandinavisk.

I vanlig Roy Andersson stil, følger vi ikke et givent narrativ, men præsenteres for forskellige personer i forskellige situation, i en slags stream of consciousness, hvor drømme, fiktion og realisme mødes, og således virker det helt naturligt, når (en lettere homoseksuel) Karl d. 12 gør stop i en diner, inden han marcherer videre for at slås mod russerne. Filmens primære personligheder (eller mangel på samme) er to rejsende sælgere, som med lidet held forsøger at sælge spøg og skæmt artikler(!).

Roy Anderssons hyper-skandinaviske univers viser sig i denne tredje film koldere og mere humorforladt end de første to. Stilen er kølige, kalkulerede stillebens i pastelfarvede kulisser, hvor hvad der foregår i baggrunden tit virker mere interessant
end det umiddelbare fokus. Alt er form- og iscenesat og på overfladen kontrolleret, men så snart fernisen fjernes, afsløres aktørerne som fortabte, isolerede og ulykkelige. Protestantismen, logikken og pragmatismen har sejret; her findes ingen tilgivelse, ingen mirakler og ingen næstekærlighed. Alle medmenneskellige relationer er væk, og på trods af at stort set alle scener er fyldt med mennesker, er de passive og fordømmende. Alle er sig selv nærmest, ja ikke blot virker de ligeglade med deres omgivelser, de er faktisk blottet for enhver form for empati eller overhovedet anerkendelse af andre mennesker.

Og det er dette jeg tror er humlen i Roy Anderssons fortælling. At denne selviske ugenerøsitet og mangel på spiritualitet, fantasi eller indlevelse, skaber et univers hvor kun de værste menneskelige egenskaber kan trives. At vi har brug for hinanden, for anerkendelse og kærlighed. At vi skal give til hinanden for at blive lykkelige mennesker.
Filmen er desværre ikke det mesterværk som Sange fra Anden Sal eller Du Levende var. Virkeligheden lader til at have overhalet Roy Andersson indenom, og filmen virker til tider langtrukken og bringer ikke meget mere til hvad det vil sige at være menneske eller skandinav, end hvad vi fik vist i de to første. Og selv om der er enkelte scener som vil være impregneret i min hukommelse til evig tid (aben...), virker filmen ikke så helstøbt og fuldkommen.

Men, tja, det er jo Roy Andersson og han kan altså ikke ramme helt ved siden af, så 5 flotte hjerter herfra