Tryllebundet, blændet og phubbet

Eivørs musik er meget dragende og storladent, man kan bestemt godt fornemme den vilde færøske natur i hendes musik. Hun sang på færøsk eller engelsk, hvilket var fint, så man havde større mulighed for at forstå nogle af teksterne som ikke-færing. Hun fortalte af og til lidt inden sangene, på dansk, det måtte der gerne have været mere af, det havde muligvis øget min forståelse af teksterne. Hendes band bestod af to mænd på bl.a. trommer, kor og bas, og de havde spillet sammen siden hun var 13 år. Hendes primære instrumenter var stemmen (og sikke én!) og diverse guitarer, men det var først da trommen og strubesangen kom på banen, at jeg for alvor blev fanget. Der var en ret cool indledning til det - hun fortalte en anekdote fra sin barndom, om at hun var faret vild på et fjeld, det var blevet tåget og hun var der i flere timer, hvor hun følte sig bange og spændt på samme tid. Hun så ting, der ikke var der, skikkelser i tågen... og dér gav hun en smagsprøve på strubesang, og fik derved sat lyd til de billeder man allerede havde for sit indre blik. Det er virkelig specielt; forhistorisk, dyrisk, som lyde fra en gammel stamme. Hun bevægede sig samtidigt med nogle fagter, så hun fremstod som var hun besat af fremmede ånder. 
Jeg fandt det besynderligt, at man både kunne sidde ned på en balkon og i siderne på gulvplan, men også stå på gulvet i midten. Jeg har mest oplevet koncerter, hvor det var enten eller. Vi stod nær scenen, det var fint med god mulighed for bevægelse undervejs samt godt udsyn. Eivør sagde på et tidspunkt noget med, at hun havde været lidt nervøs for om der ville være nogle på gulvet, så hun var glad for at der faktisk var nogle, hun opfordrede også lidt til at nogle af de siddende kunne komme op og bevæge sig. Måske hun også syntes kombinationen af siddende og stående var en kende mærkelig. 
Det var generende med den tæt på konstante "phubbing"*, der fandt sted foran mig. Der var især to piger, som filmede det meste af koncerten, og det synes jeg er decideret dårlig opførsel. Jeg havde lyst til at sige noget til dem, men gjorde det desværre ikke. Jeg synes det ville være på sin plads, at en medarbejder på Skråen, eller Eivør selv, gjorde dem opmærksom på at tage en pause og huske at se koncerten uden en skærm imellem. Man kunne også slet og ret forbyde at filme under koncerter. Ærlig sagt filmede jeg selv to gange, men det var helt i slutningen af koncerten og i under et minut sammenlagt, altså jeg var bevidst om at genere dem omkring mig mindst muligt. 
Skråen er et godt sted til intime koncerter, alle havde et godt udsyn. Et lille spillested betyder ofte også større chance for at musikeren kommer ud bagefter og hilser på - det gjorde hun netop, hvor publikum havde mulighed for at snakke, få autografer samt et foto.  
Der ryger to kongekroner af et par årsager: koncerten startede et kvarter senere end annonceret, det kan så være, at hun havde en god grund, eller måske det var et bevidst valg. Projektørerne på scenen var alt for skarpe, jeg gik i hvert fald derfra med en solid hovedpine. Det faktum, at det kun var 3-4 af sangene, der for alvor ramte mig, trækker også ned. Det betyder en del for mig, at jeg også kan relatere til sangtekster, der skal mere til end fængende melodier, og Eivørs musik er umiddelbart mere noget jeg mærker end noget jeg forsøger at forstå. 
Det skete, at jeg blev tryllebundet, men allermest da sangen af samme navn, på færøsk, "Trøllabundin", blev fremført, hvor hendes fantastiske stemme blev kombineret med trommen og de vilde lyde fra struben, det gør hende ret unik 😊
(*Phubbing er en sammentrækning af phone og snubbing. Ordet bruges om de situationer hvor en person fokuserer mere på sin telefon end den man er sammen med, eks. ved at bruge telefonen mens man er i kontakt med en anden person. Phubbing kan også siges at være en ignorering af andre og omgivelserne.)