Vamt og følelsesbetonet album

Det er ikke mange uger siden, jeg en døsig morgen går ned af gaden på min vej mod arbejde, da jeg passerer Tue West, der - som jeg selv - ligner en, der godt kunne klare en time ekstra under den varme dyne.

I øjeblikket jeg ser ham, går det op for mig, at det er længe siden, man har hørt noget fra ham - alt imens jeg tænker tilbage på 2005, hvor jeg for første gang hørte hans udspil "vent på mine sange"; et nummer, jeg stadig vender tilbage til i ny og næ, fordi det rammer mig på en helt speciel måde, som de færreste sange formår det.

Nu kan jeg forstå på det hele, at Tue rent musikalsk har haft gemt sig væk i en lille bobbel de sidste 5 år, hvor hverdag og 'virkelighed' har haft førsteprioritet.
Det kan bringe nogle forestillinger frem om et løst og usammenhængende album, der tager afsæt i forskellige tidslige stemningsperioder i løbet af de 5 år.
Ikke desto mindre formår Tue alligevel at samle 8 skarpe numre, der kontekstuelt indfinder sig i en velkomponeret samhørighed.
Det er et roligt balladefyldt album med små guldklumper, der viser deres ansigter i ny og næ - særligt nummeret "intermezzo ved havet" er en skøn duet, der i sin sang er præget af optimisme, men som på lydsiden samtidig favner en mere dyster sørgmodighed.

Albummet virker hudløst ærligt og Tue synes ikke at lægge skjul på, at han har været igennem en hård proces. Tværtimod ser det ud til at han favner det svære og bringer det i spil på albummet som en del af den personlige proces.