Herlig kosmopolitisk omend helt igennem dansk jazz

Med sit umiddelbart friske tema slår albummets første track "Liverpool Rondo" visse toner an, som albummet igennem snor sig som en rød tråd – både, hvad angår (især) Møllers temperament ved tangenterne, men også hvad angår de andre instrumenters liv. (Undertegnede anmelder blev bl.a. bragt til at associere til japansk tegnefilm – den såkaldte ’animé’ –, som ofte anvender moderne jazz som soundtrack. Dette var kun et plus... Andre associationer: forår, pærer og citroner.)

Hvis "Liverpool Rondo" var en hektisk mandag i en af verdens kosmopoler, så er "State of Mind" mere som en rolig lørdag i lejligheden eller på et marked med både grøntsager, imødekommende mennesker og en bye sidst på dagen. Det er et dejligt musisk rum, Møller et al får skabt, og det indbyder til både cafébesøg og flygtige studier af f.eks. malerkunst og poesi . Midt i albummets andet track sker der imidlertid et pludseligt opbrud, og man føler sig for en stund ligesom transporteret ind i en koncertsal, hvor en klassisk komposition netop bliver opført for ørerne af en, som den eneste i salen. Det er et spændende og modigt break, og efter godt i et minut at være med den klassiske musik på afveje vender jazzen genkendeligt tilbage til øregangene med sin semi-stabile røde tråd. Henimod slutningen af nummeret vender temperamentet fra første track tilbage og der afrundes med en blød og charmerende basgang. Man føler sig bådet godt behandlet og på en forførende måde taget i hånden...

En mere melankolsk tematik anes med det samme, så snart "Deep Water" toner ud gennem højtalere eller hovedtelefoner. Smukt og selvstændigt spiller Møller os ind i en sindsstemning, som både er fremmed og velkendt – undertegnede kom igen til at tænke på Japan og dets på en og samme tid hastige og rolige storbykultur. Musikken ville imidlertid passe ind i mange sammenhænge, og således kunne man sagtens forestille sig en stille café i f.eks. Odense spille tracket, mens et par SDU-studerende forsøger at samle sig om deres læsning. Imidlertid udvikler også "Deep Water" sig til at bryde med den ellers klassisk skønne åbning for i stedet at lade en stort set improviseret ’krop’ fylde det meste af trackets midte. Dog vælger Møller og kompagni at runde "Deep Water" af i samme musiske temperament, som det åbnede – det eksplicit melankolske omend eventyrlige.

Albummets fjerde track "Philadelphia" er ikke komponeret af Møller, men derimod af selveste Neil Young. Møller løfter fint opgaven, han har sat sig selv og tvinger en sart og næsten drømmende melodisk sag ud af Youngs oprindelige forlæg. (Undertegnede anmelder er tæt på at kalde tracket for en ballade, men måske det ville være at gå for vidt...) Der forekommer også semi-melankolske elementer omkring den i midten af tracket fremtrædende bas, som synes både at genkalde sig gode minder og samtidig besynge det miljø – formentlig urbant – som den nu engang befinder sig i. Man bringes selv til at tænke (måske mest tilbage) på de ting, man fandt var vigtige, hvis ikke ligefrem afgørende for det sted, hvor man nu befinder sig. Der er eftertanke i disse toner, og selvom tracket nu engang bærer navnet efter en amerikansk by, så springer europæiske storbyer som f.eks. Paris umiddelbart frem for bevidstheden.

Det på Møllers album "résumé" måske mest anonyme track "Rain" byder ikke på meget andet end en variation over det i de foregående fire tracks anslåede og udviklede tema, men ligepræcis regnvejr passer tracket sig umådeligt godt til. Indendørs avislæsning i regn med Kaffe! Blæseinstrumenternes langstrakte spil iværksætter fint regnens silen, så selvom man siger, at den som leder finder, så forekommer det mig, at Møller i musikkens element meget godt har ramt regnens væsen. "Rain" vinder dog i både styrke og personlighed henimod trackets afslutning, hvor en noget mere dramatisk komposition viser sit ansigt som både korte trut og guitarsolo. Et lokomotorisk monotont klaverspil hamrer tracket hjem i et crascendo, hvor tingene går op i en højere enhed.

Et nærmest "Psycho"-lignende tema åbner sammen med klappende hænder albummets næstsidste track, som passende er kaldt for "Clapping". Om der er tale om en bevidst reference eller ej vides ikke, men i hvert fald vidner det om en åbenhed og ærlighed i Møllers musik overfor alt det, som trods alt også er virkeligt i en verden, som nok er den bedste, og netop derfor langtfra udelukkende god. Midten i tracket forekommer en nærmest "Talking Heads"-agtig minimalisme i Møllers klaverspil, hvor de tunge og relativt hårdt anslågne tangenter insisterer på den faste rytme, mens en lettere legende saxofon lader os vide, at kontingensen er til. Afsnittet fylder ikke meget i trackets samlede udstrækning, men ikke desto mindre er det denne del af "Clapping", som man efterfølgende genkalder sig. Det er ligefrem fængende, hvis det da er tilladt at bruge et sådant udtryk om noget så flygtigt som jazz. Mod slutningen af "Clapping" bringes vi igen for en stund ind i det klassiske rum, men dette syntetiseres pludselig med jazzens Tigerdyrs-agtige adfærd – der udspiller sig en fornem og på samme tid sart duet mellem violin og saxofon, og man fornemmer muligheden (hvis ikke ligefrem aktualiteten!) af en højere konvergens.

Albummets sidste skæring "Drone" åbner med de helt tunge toner slået nærmest maskinelt an, og først næsten et minut inde forstår man, at det stadig er Møllers ’jazz’, man hører. Omkring tre og et halvt minut inde forstår man så, at der blot var tale om en opbygning til noget større, som imidlertid på intet tidspunkt bliver til en decideret kulmination, men derimod toner ud i en lystigt omend stadig tendentielt melankolsk variation over alt det bedste fra "résumé" tilsat et ekstra friskt pust i form af spændingen mellem klaverets lidt stakerede spil og trompetens monolog. Dybt i lydsporet synes en hidsig elguitar at forsøge at spille sig frem i forgrunden, men dette lykkes den imidlertid ikke, da Møller her foretrækker at lade klaver og trompet sætte dagsordenen i samspil med især trommerne. Dog får vi henimod slutnigen af tracket stiftet et nærmere bekendtskab med guitaren, der fletter sig ind i og træder i forgrunden med især trompetens spil. Et aparte omend temmeligt elskværdigt partnerskab stiftes, og det fik ærlig talt mine tanker ledt hen på 1980erne med orkestre som f.eks. A Flock of Seagulls og Orchestral Manouvres in the Dark.

Herligt at jazz i dag ikke længere behøver bare at være ’jazz’ i form af balsdyrisk anarkisme eller meningsløst fordummende loungemusik. Jeg er overbevist om, at mange - også dem, der ikke i forvejen identificerer sig som jazz-elskere - vil bryde sig overraskende meget om Søren Møllers "résumé". Længe leve Møller og hans kosmopolitisme!