... jeg keder mig en smule...

Da jeg læser 'informationsbladet' om Yellowbellies og deres nye album "anywhere but here" glæder det mig, at deres musik tager et aktuelt afsæt i den verden, vi lige nu befinder os i.

Vi er i Danmark rigtig gode til at tale om og diskutere aktuelle samfundssituationer med alt, hvad der hører til. Vi er derimod knap så gode til at synge om det, hvilket egentligt er lidt ærgerligt, hvis man overvejer hvilke formidlingsmuligheder og budskaber, der kan formes herigennem.

Det er lige præcis hvad Yellowbellies gør - de forholder sig til de umenneskeligheder, vi alle bevidner lige nu og lægger op til en dialog herom.

Desværre formår de - i min optik - ikke helt at understøtte dybden i disse problematikker rent musikalsk. Rent faktisk sidder jeg og keder mig lidt, når jeg lytter albummet igennem. Jeg mangler nogle elementer, der får Yellowbellies til at adskille sig markant fra 'pop-gruppen'; noget kant eller et uforudsigeligt twist.
Det er ganske enkelt for plain og nemt, hvilket er ærgerligt, da teksterne i sig selv danner grundlag for nogle større musikalske parader.