Vem tror jag at jag lurar?

Bob Hund er ikke ny musik i mine ører, men det er ofte blevet tilsidesat til fordel for Kaizers Orchestra, men med deres nye album må jeg se mig solgt til stanglakrids. Nummer efter nummer emmer af lækker svensk lallegladhed, og jeg kan kun lade mig rive med. Først er det foden, der vugger i takt med de glade, atypiske rytmer, som Bob Hund smider over disken. Dernæst er det hele benet, der hopper lystigt i et sølle forsøg på at følge de ekstraordinære lyde fra en glad banjo, der akkompagneres af ren fantasimusik. Til sidst er hele mit korpus igang med at udleve albummet og den abstrakte, naive lyd det bringer med sig.
Jeg tager endelig hatten af for Bob Hund og vil fra nu af ikke lade dem kue af Kaizers Orchestra :)