Personlig lyd med blandet smag

Det nyeste album fra Morten Remar slår mig lidt som en blandet pose bolcher. Der er lidt af det hele; de sure, de søde med den gode, lange eftersmag, de kedelige, og de stærke, som måske/måske ikke viser sig at indeholde lidt ekstra indhold.
Posen indeholder to gode, gamle klassikere med fornyet liv og sjæl, et par ørehængere.. og så resten.
Det, der skiller sig mest ud på dette album, er det personlige præg han formår at sætte. Musikken bærer i den grad præg af at være lavet fordi han har lyst - ikke fordi han skal. Der er personlighed, sjæl, passion og masser af fortællerlyst undervejs, og det giver credit i min bog, at det kan høres, selvom nogle af historierne kan lyde lidt vage.
I morges vågnede jeg til lyden af "Tro mod os selv" summende i mit hoved, og selv op ad formiddagen, sat rytmen og sødmen fra den stadig og vippede i takt-foden.