Brandfarlig underholdning

Biedermann og brandstifterne handler om ægteparret Biedermann. Hr. Biedermann og hans hjertesyge hustru følger med interesse med i nyhederne, herunder at der er en hel serie af brandstiftelser i nabolaget. Historien er den samme hver gang, idet der flytter en hjemløs ind på et loft, og kort tid efter står huset i flammer. Hr. Biedermann har en fast holdning og siger højrøstet ”klyng dem op” når han taler om brandstifterne.

Pludselig ringer det på døren og udenfor står en hjemløs. Biedermann ønsker ikke at tale med den hjemløse, men på forunderlig vis kan Hr. Biedermann ikke få sig selv til at afvise den hjemløse, som på charmerende vis overtaler Hr. Biedermann til at få lov til at overnatte på familiens loft.

Inden Hr. Biedermann får set sig om, er der endnu en hjemløs flyttet ind. De to hjemløse slæber den ene tønde benzin op på loftet efter den anden, men både Hr. og Fru Biedermann formår ikke at sætte sig igennem overfor de hjemløse og trøster sig med at de to hjemløse naturligvis ikke er brandstiftere – det har de jo selv sagt!

Det uundgåelige sker, og familiens hus bliver det næste offer for brandstifterne.

Her sker der et sceneskifte, og vi ser Hr. og Fru Biedermann som forkomne brandofre, som er havnet et dunkelt sted. Det viser sig at de står på dørtrinnet til helvede og dem som arbejder der, er de velkendte hjemløse.

Scenografien er flot lavet og valget af at opføre familiens hus i ædeltræ giver et godt indtryk af, at vi befinder os i hjemmet hos en familie fra det bedre borgerskab.

Det er velkendte og dygtige skuespiller som beklæder hovedrollerne. Specielt Morten Suurballe spiller helt fantastisk og på dygtig den smaskende hjemløse Hr. Schmitz. Nikolaj Kopernikus fylder på sikker vis rollen ud som den velhavende Hr. Biedermann.

Teaterstykket fuldendes med det velsyngende kor, der binder de forskellige scener sammen med smukke toner alt imens historien bliver fortalt.

Moralen er for mig at vi i vores iver på at være pæne mennesker, skal huske at tænke på os selv og sige fra over for de uretfærdigheder vi konfronteres med på livets vej.
Teaterstykket viser med tydelighed hvad der kan ske, hvis vi som samfund eller som personer ikke siger fra overfor åbenlyse uretfærdigheder og i forsøg på at give plads til andre holdninger, glemmer os selv med det resultat at vi mod vores vilje og intentioner bliver ført med strømmen den forkerte vej.

Jeg synes helheden i stykket bliver lidt rodet og meningsforstyrrende ved sceneskiftet. For mig kunne stykket godt have sluttet her, da jeg ikke føler at den sidste scene biddrager væsentligt til historiefortællingen. Jeg syndes dog at de stærke skuespillerpræstationer og den flotte scenografi kompenserer for den forvirring manuskriptet forårsager. Jeg runder derfor op og giver 4 ud af 6 mulige kongekroner.