En intens og tankevækkende rejse om ansvar, generationer og moralske dilemmaer

Indledning
Odense Teater har med Lucy Kirkwoods Children (oversat: Børnene) skabt en forestilling, der kombinerer humor og alvor i et dystopisk, men genkendeligt univers. Under Jacob Schjødts kyndige instruktion og med et stærkt hold af skuespillere formår stykket at balancere dyb refleksion med underholdning. Det er en forestilling, der både får publikum til at grine og efterlade salen med dybere tanker.

Handlingsreferat
På kanten af en atomar katastrofe lever ægteparret Hazel og Robin et tilsyneladende fredeligt pensionistliv. Men freden brydes, da deres gamle kollega Rose dukker op efter 35 års fravær. Hendes uventede besøg afdækker gamle hemmeligheder og fremprovokerer svære valg om ansvar for fremtidige generationer.
Det lille intime drama udfolder sig i skæret af et stort moralsk spørgsmål: Hvor langt vil man gå for at rydde op efter fortidens fejltagelser?

En oplevelse af akavet intensitet
Fra første scene føles det som at være på besøg i et hjem, hvor gamle sår rives op. Spændingen mellem Rose og Hazel er til at tage og føle på. Publikum inviteres indenfor i et miljø, hvor hver replik og bevægelse føles ladet med betydning. Følelsen af at være vidne til noget, der næsten er for privat, forstærkes af skuespillernes intense nærvær og de stille momenter, hvor publikum næsten holdt vejret.

Skuespilpræstationer
Githa Lehrmann som Hazel skildrer med en præcis balance en kvinde splittet mellem sin frygt og sin pligt. Malene Melsen som Rose bringer både charme og skarphed til rollen som katalysator for dramaet, mens Anders Gjellerup Kochs Robin rummer en skrøbelighed, der giver dybde til historien.
Hver skuespiller får lov at brillere i deres samspil, hvor humoristiske og rørende øjeblikke skaber en uforglemmelig dynamik.

Scenografi og lyd
Scenografien af Lisbeth Burian skaber en troværdig ramme med sit minimalistiske, men detaljerige design. Vi ser et køkken, et vindue mod stranden, og små detaljer som en skammel under lænestolen afslører en dybere historie. Selvom baggrunden med strandbølger tydeligvis er kunstig, trækker det ikke fra oplevelsen – det føles næsten som en pointe i sig selv.
Lyddesignet af Kim Malmose fungerer som en subtil, men afgørende del af forestillingen. De stærke lyde af bølger giver en foruroligende kontrast til den ellers hjemlige scene og skaber en påmindelse om den ydre katastrofe.

Humor og alvor i perfekt harmoni
En af stykkets styrker er dets evne til at balancere tunge temaer som utroskab, skyld og fremtidsansvar med humoristiske øjeblikke. Replikker som "Man har det ene ben i graven, når man holder op med at plukke de sorte hår på hagen" for ikke at tale om den selvopfundne og lettere pinlige (og sjove) dans i slutningen.

En dybere mening
Det mest slående ved Børnene er den moralske vægt, som historien bærer. Spørgsmålet om, hvordan vi håndterer fortidens fejl og forbereder fremtiden for vores børn, ligger som en understrøm gennem hele forestillingen. Hazel, Rose og Robin repræsenterer forskellige perspektiver, men de deler en fælles pligtfølelse – en pligt, der kræver store ofre.

Publikumsoplevelse
Stemningen blandt publikum var intens og præget af refleksion. Man kunne mærke, at de stærke emner og skuespillet rørte noget dybt i salen. Det føltes som at være til stede i et ægte, råt øjeblik.

Konklusion og anbefaling
Børnene er en dybt engagerende forestilling, der både underholder og udfordrer publikum til at tænke over de valg, vi træffer som individer og samfund. Det er en forestilling, man går fra med noget at tænke over.

Vurdering (fem stjerner)
En uforglemmelig aften fyldt med stærkt skuespil, skarpe replikker og tankevækkende budskaber. En must-see for alle med interesse for menneskelige relationer og samfundsmæssige dilemmaer.