Hella på dåse

95 minutter kan fordrives på mange måder. Én måde, kan være blandt et publikum med blandede forventninger, aldersfordelt fra 20-90 år.
For hvad skal man forvente, når man har læst og lyttet sig gennem Hella Joofs’ papmachéregel? Og kan man overhovedet forvandle livets 25 uskrevne regler til en hel forestilling?

Svaret til det sidste spørgsmål er: “delvist”

Helle Joof lader sig ikke tæmme, og uanset hvor meget nogen lægger sig i selen, vil jeg påstå, at hendes snørklede, spøjse og livsbekræftende tankegang ikke kan omsættes 1:1.

I Odense Teaters fortolkning af papmachéreglen, leveres Hellas budskaber forklædt i glimmerjakkesæt og gode harmonier.

Det leveres lige på og hårdt, med bemærkninger om, hvordan fødende kvinder fremstår som papkasser, med lidt flossede kanter.

Genkendelsens glæde er altid stor, når man møder medlemmer fra det garvede ensemble bestående af Claus Riis Østergaard, Anders Gjellerup, Malene Melsen, Louise Davidsen og Natalí Vallespir Sand. Den store sceneerfaring får et energisk boost af Clara Sophia Phillipson, som mestrer dansemoves og fløjelsstemme, samt Anders Skov Madsens varierende karakterer. Tilsammen, leverer de en komplet, professionelt og humoristisk forestilling.

Livets store og små problemer tager form af alle de (u)kendte regler om blandt andet birkes, heste, rub-og-stub, og selvfølgelig papmaché.
Det er helt klart en forestilling til det voksne publikum, som skal kunne tåle “pik-og-patter snak, men som også skal kunne nyde en veludført, harmonisk samstemmende kvinde-trio om sex,” fælge og andres heste.

Undervejs, føres publikum gennem stemninger fra Grease til gospel og Grundtvig,og inddrages i følelser, som ikke fremmanes, når man alene sidder med den skrevne version foran sig derhjemme i sofaen. Publikum kommer tæt på rub-og-stub reglen, og endnu tættere på den kærlighedsforblændende skønhed en roe kan repræsentere.
Publikum får også en nænsom berøring med døden og de triste emner, akkompagneret af Jonas Munck Hansens evner på guitar.

Flere gange rammer klingende, fynske sætninger det odenseanske publikums lokale stolthed, og skaber en samhørighed med Hella, hendes datter og deres fortid i Odense.
Der rundes af med mødrenes tale om den dårlige samvittighed, hvordan vi ligner vores egne mødre, og hvordan “undskyld” bare rækker langt.

95 minutter kan fordrives på mange måder - og bruger du dem til at se Papmachéreglen, får du ihvertfald hygget dig, grint, fældet en tåre, og får sat de klassiske mænd vs. kvinder dilemmaer lidt i perspektiv - med glimmer på.

Der falder tre kongekroner, fordi Odense Teater, som altid, leverer gennemført scenografi, musik, lys, lyd og skuespil, men på for tyndt grundlag, som at forvente frisk ananas, når man køber dem på dåse.