Genialt koncept men uudnyttet potentiale

Der var alle forudsætninger klar: - en fantastisk idé og koncept, et spændende emne og udfordrende, interessante spørgsmål stillet forinden som apetitvækker, og en stemning der blev skabt allerede inden man som publikum trådte indenfor. Og da vi trådte ind, og skulle efterlade vores sko uden for scenepodiet og sidde i omkring en cirkel i midten, gled mine forventninger som tilskuer i vejret. I midten af det mørke lokale var med tape afmærket en cirkel, hvori forestillingen udspillede sig, hvilket udgjorde den perfekte, dystre ramme til sekteriske ritualer og til at centrere alle om forestillingen i en samhørig stemning. Ringen i midten udgjorde centrum for forestillingen, og stemningen var sat med dæmpet belysning og yderst velvalgt musik og vokal - og dertil dygtige performere. Det var performance art når det er bedst og mest provokerende, med skrig og råb, med opråb til livet! Opråb til følelserne, som man som publikum blev taget med ind i, i en verden af følelser, i lidelse og sammenhold.

Forestillingen havde stort potentiale for at nå vidt og gøre indtryk og give udtryk, men potentialet blev tabt på halvvejen. Der var rig mulighed for at have inddraget publikum omkring cirklen i gruppestemningen, som stykket netop havde til hensigt at afbilde. For hvorfor drages man ind i en sekt? Som publikum skulle vi, efter min mening med dét oplæg som stykket blev beskrevet med, have været rigtig inddraget, hvilket ikke blev imødekommet. Der var iscenesat nogle skuespillere, som skulle forestille almindelige tilskuere, men det faldt til jorden. Efter min mening, skulle man havde gennemført konceptet og gået hele vejen - eksempelvis ladet alle tilskuere sidde i en rundkreds omkring cirklen, i stedet som på rækker på fire længer uden om cirklen på stolerækker og kun nogle få på gulvet. Det ville have givet en helt særlig stemning, og man ville have kunnet inddrage publikum til at tromme, nynne, chante eller på anden vis medvirke i ritualerne. Stolene og rækkerne skabte afstand, og iscenesættelsen af skuespillerne der skulle forestille almindelige tilskuere, var en fiasko.

Musikken var dog helt fantastisk, effektfuld og med stor styrke og kraft i forhold til at skabe den ønskede sekteriske, medrivende stemning. Der var ikke tale om en danseforestilling, men om performance art. Et stykke performance art, der noget ensidet forsøgte at besvare spørgsmålet om, hvad der får folk til at indgå i en sekt. Jeg fandt det ufuldendt og ikke helt besvaret, men til gengæld kunstnerisk, provokerende, dragende og med gode elementer til en bidsk forestilling, der desværre ikke blev fulgt til dørs.