Kun for forrykte
Vurdering:
Samlet vurdering:
(((OOO))) Hvor var det befriende at blive inviteret indenfor i LIVINGSTONES KABINET' s tik takkende, gong gong rugende univers, hvor projektioner af ure og sommerfugle hang på vægge og under loftet som rammerne for stykkets utidighed. Hvor "Readymades" og kassevogne hyldes. Hvor meningen findes gennem vrøvl og instrumenter. Det fik mig straks til at tænke på Herman Hesses bog "Steppeulven", hvor der står skrevet "kun for forrykte", der giver adgang til et hemmeligt selskab, hvilket dette føltes som. Et hemmeligt selskab. Der er ikke meget teater, der har mig siddende med åben mund, smilende med opspærrede øjne hele forestillingen igennem. Det handlede om alt og ingenting på samme tid, og opfordringen til uproar og alvor lød klart og tydelig i de rablende replikker og sangtekster, der tonede ud over publikum gennem taler, musik og overbevisende koreografier. Hvis man kan finde roen i det kaotiske og befinde sig godt i abstraktioner vil jeg varmt anbefale, at man lader sig forføre af Livenstones Kabinet og deltager i UPROAR. (((OOO)))