At konmari’e sig selv

Jeg var inde, med en ledsager, og skulle se dette stykke. Det hele starter meget fint. Flot sted, hyggeligt indrettet, vi får en perrier vand hver, fordi der godt kan være varmt i salen.

Vi sad så og ventede, til vi kunne gå ud på trappen, som fører op mod salen. Der stod vi sådan lidt brokket sammen, og der var hele tiden nogen, der skulle forbi. Så kommer vi ind i salen. Jeg er 1.80 høj, min ledsager måske 20 centimeter lavere. Vi kunne på ingen måde have benene der - havde vi ikke kunne sætte os lidt fra hinanden, og jeg kunne tage benene ud til hver sin side, havde det været helt galt. Salen var, mildest talt, som en sauna, og vi kunne se at sveden også haglede af skuespillerinden.
Det var simpelthen slet ikke nogen god oplevelse, og jeg sad flere gange og tænkte at Marie Kondo skulle lave et afsnit om, hvordan man konmari’er sig selv, fordi det har jeg ofte følt der var behov for i både biografer og teatre, hvilket jeg synes er ærgerligt! Ens fulde fokus skal være på oplevelsen af stykket og skuespilleren/skuespillerne - og ikke på at man føler, man sidder i en sauna, og at man er for lang og alt muligt, til at sidde der.
Jeg ærgrede mig over at man ikke havde en lille scene nede i rummet ved baren, og så kunne folk sidde behageligt dernede og se forestilling - også fordi man så ville kunne lave noget ventilation. Det var meget rart dernede, og der sad man behageligt.

Til selve forestillingen: Jeg synes skuespillerinden gjorde det rigtig godt, men jeg sad og havde en følelse af (og jeg er ellers sådan en rigtig gamle danske film entusiast), at det virkelig var et imaginært portræt. Kunne dog godt lide det at der kom rekvisitter ind via den der “sufflørkasse”, og noget ned fra gangen mellem publikumsrækkerne.