Kvindens kampdans

HVEM HAR PLANKEN?

Med ”K.I.S.S. – Kvinder i sokker og sandaler” fortsætter DON GNU den undersøgelse af køn og identitet, som begyndte med ”M.I.S. – natten lang”. Hvor forgængeren satte den moderne mand under lup, rettes blikket denne gang mod kvinden og hendes forsøg på at navigere i en mandsdomineret verden gennem en række humoristiske, fysiske og tankevækkende optrin.

Allerede i første scene bliver forestillingens tematik sat i spil, da to af danserne bakser med at placere en meterlang træplanke korrekt – et symbol på det maskuline rum – men også en intern rivalisering, fremført med en komisk, falden-på-halen, nærmest Chaplinsk timing, der får salen til at bryde ud i latter. Netop denne form for humor er karakteristisk for DON GNU, og med instruktør Kamilla Wargo ved roret tilføres forestillingen et nyt perspektiv. For mens vi griner, lurer spørgsmålet i kulissen: Hvordan bevæger kvinder sig i en verden, hvor magtbalancen stadig vægter til den ene side?

KOREOGRAFI, KOMIK OG KONTRASTER

Planke-sekvensens næsten langtrukne karakter understreger forestillingens absurditet, men det stopper ikke her. Vi ser kvinderne kaste vildt med håret, gule hoppebolde blive forvandlet til heste-rekvisitter, og en storskærm bagerst på scenen bryde teaterillusionen med sjove, uprætentiøse præsentationer af de medvirkende – endda den usynlige hund, hvis gøen gentagne gange høres, men aldrig ses, får sin egen introduktion. For ikke at nævne en ultra-kitschet reklamefilm for sokker, der tager pis på forestillingens egen titel.

Og hvad er der så med de sokker? Udover en komisk detalje og et fysisk benspænd, viser sokken sig som et stærkt symbol på kampen for at være sig selv, uperfekte, som vi er, uden filtre og fri for samfundets sammenligningskultur, som mange kender alt for godt.

DON GNU formår som sædvanligt at skildre det evige paradoks i at være individ, men samtidig flokdyr. For vist er der en gennemgående kamp om hvem der bedst kan bære træplanken eller hvem der har det flotteste hår, men først og fremmest ses en imponerende koreografi, hvor tre kroppe smelter sammen til én. Det er næsten ufatteligt, at de tre dansere – Nadja Bounenni, Giulia Quacqueri og Paulína Šmatláková – ikke har danset sammen i årevis.

Lydsiden er lige så alsidig som forestillingen selv, fra intime guitartoner til clubbet funk og elektronisk strygermusik. Nøjagtig lige så kompleks og fuld af kontraster som den moderne kvinde!

DON GNU har længe været kendt for deres maskuline, fysiske univers, men ”K.I.S.S.” viser, at kvinderne ikke bare kan være med – de kan redefinere rummet. Og med humor, energi og en stor portion selvironi beviser forestillingen, at tematikkerne er universelle. For hvad enten det handler om magt, køn eller noget så simpelt som en ulden sok, så er vi alle en del af samme dans.