Intet er gratis - alting har en pris

Faust er en meget lærd og belæst mand. Han har – mere eller mindre – studeret alt og ved alt, men mangler alligevel noget væsentligt i sit liv.
Han mangler at opleve og føle lykken, og da han erkender, at han ikke kan nå dette gennem sine studier, er han klar til at gøre en ende på sit golde og ulykkelig liv.

Netop i dette øjeblik, hvor Faust er mest fortvivlet og derfor også mest sårbar, træder Fanden, Djævelen, Satan, Mefisto – kært barn har mange navne – ind på scenen og giver Faust et tilbud, han ganske enkelt ikke kan sige nej til.
Han lover, at han vil tjene Faust, så længe han lever på jorden og hjælpe ham til al den lykke, han ønsker sig.
Prisen for dette forførende, lokkende tilbud er intet mindre end Fausts sjæl, når han dør. Da skal Faust tjene Mefisto i døden; men det bekymrer i øjeblikket ikke Faust, hvad der skal ske med ham i døden.

Scenen er sat, og dramaet går sin forudsigelige gang mod fortabelse, lidelse og undergang.
I dette stykke ender intet godt. Vi bliver gang på gang mindet om, at den handling, der umiddelbart ved første øjekast ser smuk og ren ud, har en anden og mørkere, beskidt side.

Mungo Parks moderniserede version af Goethes ”Faust” er en absolut seværdig forestilling, der giver sine tilskuere masser af stof til eftertanke, for budskabet i stykket har fuld valør den dag i dag, hvor alle jagter lykken uden at erkende, at der er en pris, der skal betales. Og den kan være meget høj.

Det er forrygende gode skuespilpræstationer denne opsætning byder på.
Henrik Prip er ypperlig som den desperat hungrende og lykkesøgende Faust. Martin Geertz gestalter på djævelsk og mest blændende vis Mefisto – ham havde jeg nok også solgt min sjæl til – og Marianne Mortensens konstant liderlige, flaskeklirrende og småberusede heks, Martha, både morer og vækker afsky.
Den unge, uskyldsrene Gretchen spilles på fineste vis af Line Bie Rosenstjerne, hvis spinkle, men også stærke krop giver Gretchen netop det udtryk af såvel uskyldsren ungdom som længsel efter at miste uskylden. Hun er et oplagt offer.
Sidst, men bestemt ikke mindst, skal nævnes Carl Christian Riestra, som bl.a. lægger krop til Gretchens bror, som hun er så stærkt knyttet til, men som også optræder som det en-mands-kor-og-orkester, der musikalsk slår stykkets dystre tone an fra begyndelsen.

Den virkningsfulde scenografi og lyssætning underbygger og forstærker på flotteste og stærkeste vis de to verdener, som Faust skiftevis bevæger sig i: det hvide, golde og sterile kontormiljø, hvor betingelserne for, at livet kan udfolde sig, ikke er til stede, og hvor alt dør og går til grunde, til det farverige, blodrøde univers, hvor blodet banker og de dybe, dyriske instinkter udfolder sig, så safterne driver.

Hvorfor så ikke 6 kongekroner kunne man spørge?
Fordi jeg og min ledsager – endnu en gang – måtte opleve ikke at få alle replikker med. Det er så ærgerligt og et kæmpe irritationsmoment i teaterverdenen, hvor ordene har så stor og væsentlig betydning.
Hvis ikke det er musikken, der overdøver ordene, så er det skuespillerne, der ikke taler højt nok til også at nå de bageste rækker.
Det er mit håb, at instruktører fremover ikke bare tager dette alvorligt, men også tager højde for det, når de instruerer, for ellers kommer vi til, at dansk teater skal tekstes, ligesom danske film bliver det i stor udstrækning. Ellers er der jo ingen, der kan høre, hvad der bliver sagt.