Genial forestilling

Rammen i “De hovedløse” er Frankrig i 1790’erne. Vi præsenteres for Marie-Antoinette, landets sidste dronning, som – liggende på sin chaiselong – keder sig guds jammerligt og vil underholdes. Hun vil have skuespil, og det får hun, da to skuespillere dukker op, og historien om De Gule Veste på fineste vis og med humor rulles ud, og bringer os elegant op til nutiden.

Det er intet mindre end genialt at lade stykke springe mellem 1790’erne og 2019, for det anskueliggør på fineste vis den historiske dimension, at man i Frankrig stort set altid har haft tradition for, at folket gik på gaderne, når de syntes, at magthaverne og overklassen havde det for godt og bare levede det søde liv, mens de selv måtte knokle fra morgen til aften uden at kunne få enderne til at nå sammen.

Man kalder De Gule Veste for de hovedløse, for de har i overført betydning “tabt hovedet”, og demonstrationerne, der primært nu tæller ballademagere, har udviklet sig til en gang bølleoptøjer, hvor politiet står magtesløse med et højt selvmordstal til følge.

Marie-Antoinette selv “tabte også hovedet” idet hun blev halshugget i 1793 som følge af den franske revolution, hvor monarkiet blev afskaffet.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale en tur til Mungo Park.
Det er et eminent godt og velskrevet stykke, forrygende dygtige skuespillere og en flot og særdeles levende scenografi.
Stykket er dynamisk og vekslende; du er underholdt og holdt i ånde fra først til sidst, og tankerne er mange efter forestillingen:
Vil den ældre generation nu gå i aktion og tage de gule veste på?
Vil forstanden komme til at råde?
Og ikke mindst: hvem står for tur til miste hovedet i denne omgang?