Ø-hop med stof til eftertanke

Hvem har mon ikke bare én gang i sit liv drømt om at finde og leve på en paradisiske ø, hvor stranden er blændende hvid og med det fineste sand, hvor de høje, slanke palmerne svajer majestætisk i den lette brise og leverer lækre, læskende kokosnødder og behagelig skygge, hvor himlen er dyb koboltblå og hvor alt ånder fred og fordragelighed i en harmonisk samdrægtighed?
På denne ønske-ø hersker ingen uorden, ingen ufred; her føler ingen sig ensom, men oplever en samfundsorden, hvor hvert enkelte individ kan udvikle og udfolde sig i dyb respekt for og med sine omgivelser.

Man kunne kalde denne drøm for en utopi, for den er jo en flugt fra den virkelighed, vi lever i og er omgivet af, men det er faktisk den drøm, der er optakten i stykket “Atlas over afsidesliggende øer”.
Her bliver vi sammen med pigen – der drømmer sig væk fra sin ensomme og for andre uforståelige interesse for at kigge på afsidesliggende øer på sit atlas – og hendes forældre taget på en tur rundt på hele kloden til et antal afsidesliggende øer, som hver rummer deres helt unikke og spændende fortælling.
Og det var spændende fortællinger, vi blev delagtiggjort i. De fængslede både min 12-årige ledsager og mig.
Alle fortællinger blev flot illustreret på en storskærm, og ligeledes gennem enkle, men virkningsfulde rekvisitter, som gjorde fortællingen levende og nærværende.

Pigen finder på de fiktive rejser dog ud af, at det perfekte sted ikke findes, men heldigvis finder hun en ligesindet ven i sin parallelklasse, og sammen gør de noget for at prøve at rette op på den skæve gang, verden går.
De opretter en blog under navnet: ”No Man Is An Island”, for vi er jo sammen om denne verden, dette liv; vi er afhængige af hinanden og har brug for hinanden. Og det er sammen, vi kan ændre på tingenes tilstand. Alene er vi svage, men sammen er vi stærke.
Det var – alt i alt – en fin forestilling i ZeBus nye lokaler, men stykkets begyndelse var for langtrukken og virkede ”søgt”; musikledsagelsen var fin og gjorde brug af spændende og anderledes instrumenter, men overdøvede desværre flere gange det talte ord. Endvidere talte skuespillerne alt, alt for hurtig, ja, det grænsede til det jappende, som kunne de ikke blive færdige hurtigt nok.

Det er ordene, der er det absolut vigtigste i scenekunsten – ikke rekvisitter, ikke musik og lys m.m.
Derfor ”kun” 4 kongekroner herfra til et stykke, som har et vigtigt budskab ikke kun til vores unge teatergængere, men sandelig også til deres voksne ledsagere, for stykket rummer rigeligt af stof til både eftertanke og gode samtaler.