Diagnose-Danmark

Det er for mange så betryggende at få sat en etikette på alt det, der forekommer anderledes og lidt underligt.
Det gør os såkaldte normale trygge, for så ved vi jo, at vi står over for noget specielt, noget anderledes, en diagnose, og så kan vi ulige nemmere forholde os til det. Det er jo ikke os, det er galt med!

Diagnoser uddeles generøst, ja nærmest ødselt og med løs hånd i dagens Danmark. Slå en skævert, vær lidt anderledes, sig noget underligt eller vær tavs og du får straks en diagnose. Du bliver "puttet ned i en kasse", og tingenes orden er atter genoprettet, mener nogen.

Stykkets tema er særdeles vedkommende og væsentligt, synes jeg, for aldrig har der været så mange diagnoser i omløb - de fleste kendetegnet ved bogstavforkortelser, som almindelige mennesker ikke har en jordisk chance at forholde sig til.
Men forholder det sig virkelig således, at mange tilhører en 'diagnose'? Eller de bare almindelige på en lidt ualmindelig måde?

Stykket giver ikke svaret, og det er desværre en rodet omgang og uden retning. Hvad ville det egentlig? Hvad var hensigten? Hvad skulle det føre frem til?
Jeg ved det ikke.
Stykket hverken rørte eller berørte mig, selv om jeg vil mene, at langt de fleste af os kan genkende os selv mere eller mindre i de otte nervelidelser, der blev beskrevet. Men forløst og forklaret blev vi ikke - desværre.

De otte nye skuespillere gjorde det godt, og mine tre stjerner er til dem alene. Der er bestemt solidt håndværk og talent til stede i denne gruppe. De skal bare have den rette tekst og den rette instruktion for at vise, hvad de kan hver især.

Og til sidst et kæmpestort suk fra mig.
Fri os os fra nøgenhed på scenen, når det ikke er påkrævet - og det er det sjældent, for på scenen er det ordene, der er det væsentlige.
Jeg er så inderlig træt af stykker, hvor mænd tager bukserne af for at vise deres tissemand frem, og kvinder smider tøjet for at vise bryster og kusse frem. Det er for husarerne, og det hører ikke det seriøse teater til.