En kompetent teaterkommentar i disse miljø- og klimatider.

Doppler
En kompetent teaterkommentar i disse miljø- og klimatider.
Vi ejer ikke jorden, men jorden ejer os.
Teater Next står bag forestillingen “Doppler”, som for tiden spiller for fulde huse på Teater V i Valby.
Det er fortællingen om en mand – Andreas Doppler – som ændrer fuldstændig karakter efter et cykelstyrt.
Han føler sig kaldet og vender bogstaveligt ryggen til det samfund, han hidtil har været en overmåde lydig og særdeles kompetent del af, fordi skoven(naturen/miljøet) har brug for ham.
Han forlader derfor sit job og sin familie, for han kan ikke længere lide mennesker, og bosætter sig i stedet i en nærliggende skov – dog kun nogle få hundrede meter fra civilisationen – med elgkalven Bongo som eneste, men meget værdsatte selskab.
Doppler er blevet til en ulydig egoist, som har taget “nej-hatten” på. Nu vil han selv sætte dagsordenen; han vil tilbage til naturen og freden og leve i pagt med den, men fordi Doppler har givet slip på samfundet, så giver det på sin side ikke bare sådan slip på Doppler, men trænger sig ind på hans enemærke med krav og forventninger til ham.
Stykket er blevet lanceret som “hylende morsomt”. Sådan oplevede jeg det langtfra. Tværtimod er det et alvorligt og kritisk stykke om den støjende og krævende verden, vi lever i, godt nok pakket ind i flad, norsk humor.
Det er en kommentar til, hvordan menneskets trang til at ville besidde og kontrollere alt og alle, det kommer i nærheden af, er ødelæggende for såvel mennesker som miljø.
Doppler udgør i første omgang en en-mands-hær, der vil vise vejen frem, men danner i stykkets slutning sammen med sønnen og elgkalven en lille karavane, der vil drage fra skov til skov, for skovene kalder og har brug for dem.
Mine fire kongekroner går til de tre dygtige skuespillere, hvor jeg især vil fremhæve Peter Zandersen og Peder Holm Johansen, som gør det eminent fremragende, sidstnævnte i alle sine mange rollerA.
Josephine Raahauge er også særdeles dygtig, og hun når skuespilmæssigt ud til bageste række, men mange af hendes replikker når desværre slet ikke så langt – især ikke som Roger, hvor huen gør det til rent mumlende “uld-i-mund”.
I det hele taget bliver mange replikker leveret alt for hurtigt til at hjernen kan nå registrere og forstå, og da ordene er det bærende i dette stykke, skulle man nok sætte taletempoet ned, så publikum kan få det fulde udbytte.
Mine kongekroner går endvidere også til den fine scenografi samt den dynamiske instruktion.
Jeg kan på det varmeste anbefale, at man ser dette stykke – eller læser bogen, hvis man ikke kan få billet –, men forvent ikke morskabsteater. Det er ramme alvor, man bliver præsenteret for, og man får meget at tænke over.