Tragikomisk velspillet drama om anoreksi og sundhedsstress
Vurdering:
Samlet vurdering:
SygtSund er en forestilling om forventninger til sig selv og andre, om indre og ydre selvbilleder i relation til udseende, sundhed og præstation, om familiedynamik og –ubalancer, om accept af sig selv og hinanden - og slutteligt, om at prioritere sig selv og sine følelser!
Den 13-årige Emilie bor sammen med sin meget stressede karriere-mindede mor og sin flegmatiske, rolige, i hemmelighed rygende far, der er bibliotekar. Pigen Emilie lider af anoreksi, og dialogen med den indre veninde ”Anna”, illustrerer på en virkelig god måde, hvordan en spiseforstyrrelse som anoreksi føles og forløber. Man ser udviklingen, hvor Anna i begyndelsen er en tryg og god veninde der opmuntrer Emilie, men som sygdommen tager til i styrke, bliver ondere og mere kritisk over for Emilie, opsætter ultimatumer for hende og kritiserer hende. I takt med at Emilie svinder mere og mere ind og taber sig, fylder Anna mere og mere. Maden symboliserer den ydre fjende som hun flygter fra, hvor de usunde familierelationer og –mønstre med manglende følelsesmæssig omsorg udspilles i det fysiske liv, bliver maden i hendes indre verden til et fysisk billede på den ubalance hun føler, og hun må flygte fra den for at overleve – for at undgå at mærke de følelser og det indre kaos, som hun prøver at dække over. Vi møder forventningspresset fra moderen i forbindelse med Emilies konfirmation, hvor hendes mor gentagent overhører Emilies bekymringer og følelser om hvorvidt hun overhovedet vil konfirmeres – og hendes far, der flygter fra diskussionerne og konfrontationer og begår sit oprør ved at ryge – noget som Emilies mor ikke kan rumme eller acceptere. Midt i virvaret af stress og slukkede forventninger, bliver Emilies mor syg, - tænkeligt som en følge af hendes optagethed af sundhed og dertilhørende fiksering på at imødekomme alle sundhedsforeskrifter og krav til sig selv, hvilket har forårsaget et stress-nedbrud i hendes krop.
Skuespillet af de to skuespillerinder er imponerende selvsikkert, og de indtager overbevisende og kraftfuldt scenen og giver os en humorfyldt forestilling med meget seriøse underemner i flere lag, som man kan tænke over og diskutere længe efter.