Fortiden kan man aldrig flygte fra

"Små Forstyrrelser" introduceres af en gennemført scenografi der starter nede i kælderen og (som altid og succesfuldt) føres publikum ind gennem scenen. Scenografien er stor medvirkende skaber til indlevelsen af det urbane og kunstneriske storbyliv, som faderen lever i.

Fortællingen om faderens kunstneriske liv i New York, og om datterens pludselige ankomst til byen, der besøger sin far efter 18 års genforening, er en fin og aktuel fortælling om det moderne individs valg og konsekvenser.
Dog overspiller faderen (Victor Marcussen) og karakterens følelser og frustrationer bliver svær at identificere. Mens datteren (Josephine Park) bærer skuespillet med sin suveræne indlevelse og fortvivlelse overfor faderens afstand til hende.
Alt i alt er "Små forstyrrelser" en fin fortælling om menneskers fortid, man aldrig kan flygte fra. Desværre bliver de samme diskussioner og de lange scener kørt i ring, og jeg savnede dermed noget mere handling i historien.