DESPERATION, DØDSDRIFT OG DEKADENCE

'Sex Pistols - with love' påbegyndes af en voldsom lydmæssig energiudladning, hvor punkens hårdhed og håbløshed vrænges ud både musisk og fysisk af skuespillere/musikere. Det relativt kraftfulde lysmæssige aspekt er en gentagende faktor igennem hele stykket, der bl.a. omslutter hver af akternes begyndelse og slutning samt understreger (uvarsledede) følelsesmæssige- og fysiske udbrud hos tilskuerne eller skift i handling, hvorfor man som tilskuer derfor skal være forberedt på at komme til at benytte de udleverede ørepropper med jævne, uforberedte mellemrum, såfremt man ikke finder stor fornøjelse i udladningen af mange decibel eller punkmusikkens anarkistiske destruktivitet. 

Indledningsvis kombineres punkens desperate arrigskab med to store skærme placeret på begge sider af punkbandet, der befinder sig centralt placeret på scenen, kraftigt oplyst af kontrastfyldt, flimrende lys, der veksler i et lige så hastigt tempo som musikkens forjagede puls. På de omtalte skærme sker der med jævne mellemrum udskiftning af korte sætninger, som gradvist beskriver de to hovedpersonernes skæbner, Nancy og Sids sociale baggrund og livsvilkår, altimens punkbandet på scenen skriger sig hæse. Ved at benytte forskellige avisers navne samtidig med, at hovedpersonernes korte, men begivenhedsrige livsforløb opridses - f.eks. 'The Sun', 'Daily Mail', 'Daily Mirror', 'World News' og 'People Image' - får tilskueren et indtryk af, at parret og deres samfundsmæssige vandvittigt destruktive afvigelser/udskejelser i sin tid har været nøje fulgt og kommenteret af medier på globalt plan. Begge er de opvokset i socialt belastede familier, uden den nødvendige kærlighed, støtte, tryghed og struktur, hvilket har medført at Nancy og Sid - unge og umodne - har søgt hinanden i et desperat forsøgt på at få udfyldt deres hunger og søgen efter nærvær og kærlighed, de spejler sig i hinandens elendighed, de deler samme fælles frustration, samme trøstesløse skæbne, som synes bestemt på forhånd. De bringer det værste frem i hinanden, og særligt Sid forspilder sit talent (såfremt punkmusik kan beskrives som et udtryk for talent) til fordel for et turbulent kærlighedsforhold og stoffernes midlertidige flugt og forglemmelse. Deres frustration, afmagt og dødsdrift fører dem ud i selvfornedrelse, selvhad og selvdestruktivitet, i en forudbestemt menneskelig deroute, i et menneskeligt forfald og dekadence. De lever i nuet, uden fremtidsperspektiver. De hader livet, samfundet, men suger samtidig livet til sig uden hæmninger, ustruktureret og impulsivt - på godt og ondt. De udgør menneskeligt affald, socialt bundskrab. Druk, uregelmæssige kost- og søvnrytmer, stofforbrug- og afhængighed. De lever fra stofrus til stofrus, mens de midlertidige perioder imellem stofrusen opleves som en uudholdelig lidelse pga. fysiske abstinenser og et manglende ønske om at skulle håndtere/erkende virkelighedens ubehagelige realiteter. Nancy, der aldrig har oplevet respekt og accept fra sin familie, Sid som føler en tyngende ensomhed, på trods af, at han er omgivet af mennesker, der dog alle kun ønsker at udnytte ham. I stykket fremstilles de som unge børn mentalt, der på ingen måde har styrken og forudsætningerne fra deres sociale baggrund og lave alder til at kunne modstå stoffernes overdrøvende djævelskab. Derfor søger de uundgåeligt, næsten bevidst, mod afgrunden.  

De manglefulde fremtidsmuligheder understreges af første introsang, hvor budskabet skriges ud mod publikum af den unge mandlige hovedrolle, muskler og sener spændes, hævede blodårer løber langs halsen mod tindingerne, knoerne bliver hvide af anstrengelse. 'No future'. Et symbol for både Nancy og Sid, deres fælles tragiske fremtidsudsigter, men ligeledes et symbol på 80'ernes punkgeneration, hvor den kolde krigs usikkerhed og ungdomsarbejdsløs skabte grobund for en uforløst vrede mod samfundet, mod magtforholdene i verden, mod egne håbløse livsvilkår. Ved således at gøre brug af gennemført punkttøj- og musik som introduktion til stykket 'Sex Pistols - with love', genoplives evt. erindringer fra 80'erne hos tilskuere, der selv har gennelevet denne tidsperiode, hvorved publikum hensættes i en særpræget historisk stemning. Samtidig er det modigt og nytænkende - et tydeligt postmoderne træk ved stykket - at kombinere stilarter som intimt teaterbaseret skuespil og den kontante koncertgenre. Dog kan den musikalske begyndelse på stykket virke temmeligt langtrukken og støjende såfremt man som tilskuer ikke har den store interesse for punkmusikken eller ikke føler identifikation med omtalte tidsperiode pga. manglende egne erfaringer med 1980'erne. 

Efter den omtalte relativt lange indledning på stykket, påbegyndes første akt, hvor Sid og Nancy befinder sig i et hotelværelse. Iturevne genstande ligger spredt ud over gulvet sammen med halvtomme alkoholflasker, cigaretskod, rester fra stofforbrug, krøllede pengesedler. Deres fysiske bevægelser giver associationer af stærk beruselse af stoffer eller alkohol - eller en kombination heraf - Nancy i undertøj, med blå mærker langs benene (uden at kende årsagen) og Sid i bar overkrop, udtværet mørk make-up om øjnene, størknet bræk i mundvigene. Manageren Nick besøger parret og forsøger at få Sid med på en afvænningsklinik, væk fra Nancys påvirkning, for herigennem at kunne få Sid til at spille bas igen - hvorved Nick kan opnå en fortjeneste, en personlig gevinst. Altimens gør en narkopusher dem selskab, som kommer til at få en afgørende betydning for stykkets og de to unge hovedpersoners tilværelse. Afslutningsvis myrdes Nancy (stykket vælger en morder, selvom mordet aldrig er opklaret/afklaret), hvilket Nick anskuer som en mulighed for fornyet negativ medieomtale (om end stadig omtale), en tragedie som kan vendes til en ny mediesensation. Sid kommer herved til at fremstå som offeret - den udnyttede - der blot følger Nicks rådgivning af desperation, da situationens alvor gradvist begynder at trænge igennem hans stofrus og han erkender at Nancy er død. Han er et offer for mediernes udnyttelse, et offer for måden hvorpå samfundet håndterer sociale afvigere, et symbol på punkgenerationen som offer i et utrygt og uforudsigeligt samfund. 
Dødscenen fører til et sceneskift, der markerer et brud med den forhenværende tilstand/livssituation, som de to hovedpersoner før befandt sig i. Via en markant og kraftfuld rød baggrund forenes/sammensmeltes blod, død og parrets turbulente kærlighed. Kortvarigt opstilles spørgsmålet, om Nancys død mon vil kunne føre til Sids redning eller om Sid allerede befinder sig for nær afgrunden til at kunne redes (såfremt man ikke kender begivenhedernes gang i forvejen). Svaret gives til sidst med en avisoverskrift fra 1978: en overdosis af heroin som kun 21 år forstummer det sidste oprørske punkhvæs fra Sid. 

De to unge skuespillere formår til fulde at indleve sig i deres roller, hvilket herved er med til at øge stykkets oplevelsesmæssige værdi. Begge fortjener de stor ros for deres præstationer. De portrætterer helt eminent henholdsvis Sid og Nancy, deres spændingsfylde forhold, hvor der konstant forekommer et skiftende magtforhold mellem dem. Deres sprogbrug er ligeledes yderst autentisk, da deres indbyrdes kommunikation er præget af sproglig degradering samt ukontrollerede udbrud - fysiske og verbale - herunder med stor brug af skældsord, vulgaritet, påtvingende påbud - ofte understøttet af fysisk voldsomhed, afstumpethed og primitivitet. 

Dog kan sprogbrugen og handlingsforløbet virke meget gentagende, og da der først forekommer et nyt og forfriskende sceneskift til slut i stykket, kan stykket hurtigt kommet til at virke noget langsommelig og langtrukkent, hvorfor man som tilskuer gradvis mister interessen for stykket og dets handling. Den reale tid, som stykket varer, og selve den periode, som stykket tidsmæssigt beskriver i Sid og Nancys liv, er relativ synkron. Handlingen er således kronologisk fremadskridende, uden tidsspring, hvilket bevirker, at stykket i længden kommer til at virke noget ensformigt.
 
Pga. irritationen med konstant som tilskuer at skulle tilpasse sig det hurtigt skiftende lydniveau og pga. den omtalte ensformighed i stykkets handlingsforløb reduceres antallet af givne stjerner, men som følge af særligt den mandlige unge hovedpersons uovertrufne skuespillerevner, trækkes stykkes niveau dog en smule ekstra op.