Velspillet forestilling med dramaturgiske fortællegreb

Teaterstykket starter med en præsentation af historien i knap ti minutter og lyset er tændt, men dæmpet i salen.
Historien foregår i starten af 1900-tallet i en lille svensk by.

Instruktøren er islandske Egill Pálsson, som har iscenesat den svenske forfatter Ingmar Bergmans delvist selvbiografiske film Fanny og Alexander, som blev vist på tv først i 1980'erne.
Egill Pálsson kan drage paralleller fra filmen til sit eget liv, eftersom hans forældre blev skilt og hans mor fandt en anden mand, som også var en ond stedfar.

Det hele starter så lykkeligt med julefest, glæde, dans og lækkert mad i teaterfamilien Ekdahl indtil Fanny og Alexanders far Oscar dør og de derefter rammes af stor sorg.
Da moderen finder sammen med biskoppen og skal flytte hen til ham, så ændres deres hverdag sig radikalt.
De er vokset op i en teaterfamilie præget af åbenhed og tilgivelse i forhold til utroskab, løgne, fester, stort alkoholforbrug, frie fantasier og affærer.
Nu skal de så leve i en præstefamilie, med deres onde stedfar/nye mand, præget af strenghed, streng religion og straf.
Især går det udover Alexander med prygl og irettesættelser.

Man bliver fanget og fascineret af historien lige fra start til slut og med en dyster stemning indtil flere gange.

Meget specielt var det, at Fanny og Alexander var et par dukker uden ansigt og iklædt matrostøj. De blev styret af skuespillerne Bolette Nørregaard Bang og Gustav Dyekjær Giese, nærmest som marionetdukker.
Hvis det havde været børneskuespillere, så ville opfattelsen af stemningen måske være en anden. Hvem ved?

Musikken var velspillet af Klaus Risager og passede perfekt til stemningen igennem hele forestillingen.

Scenografien var sparsom i første akt, men helt perfekt i anden akt i forhold til stemningerne med netop farveskift.

Se det fremragende teaterstykke, der bliver fremført af 13 formidable skuespillere.