Søgt sludder fra ende til anden
Vurdering:
Samlet vurdering:
Jeg sidder lige her og nu i den situation at skulle skrive en anbefaling af et stykke, som overhovedet ikke er godt, og det er spilleme ikke nemt.
Denne forestillingen var nemlig ikke en gang tilnærmelsesvis nogenlunde acceptabel. Havde stykket været skrevet og opført af dilettanter, ville man - måske - have udvist en form for overbærenhed. Men det er ikke tilfældet her, hvor det er professionelle folk, der er inde over hele produktionen og fremførelsen.
Beskrivelsen 'det argeste møg' dækker til gengæld fuldt ud. For det var det, den var!
Aldrig har jeg været udsat for en så total intetsigende, indholdsløs, usammenhængende og langstrakt forestilling, som foregav at ville forholde sig undersøgende og i et eller andet omfang tillige akademisk til at afdække, hvad det vil sige at være menneske - kvinde - uden køn.
Der var hverken hoved eller hale på den forestilling, og vi publikummer blev udsat for en lang halvakademisk sludder for en sladder tilsat nogle ligegyldige, uforståelige videoklip og andre ikke-verbale sceneudtryk i form af fx skyggeoptræden, flyttekasseudklædt optræden samt udklædningsindslag med bl.a. en hvid skjorte og et hoved af en enhjørning. Og vi blev ikke en skid klogere på noget overhovedet til trods for de tre breve, vi skulle læse i løbet af stykket.
Aldrig har en time og 15 minutter føltes så lang! Og det er mit liv sgu for kort til.