Når havfruer mislykket forsøger at svømme i takt ...

Det er med relativ stor forventning at man møder op til stykket BLÅ, en ny forestilling af Juniorkompagniet fra The Mob/Ung Dansescene med ti unge håbefulde piger, idet danseforestillingen efter sigende skulle forsøge at tematisere det eksistentielle og evigtgyldne identitetsspørgsmål ‘hvem er jeg?’. Identitetskonflikten skulle, ud fra information fra pressemateriale, udspille sig i grænsefladen mellem individ og gruppe.

De ambitiøse mål og altid relevante tema bliver dog aldrig rigtig udlevet - og synes på ingen måde synligt i stykket. Tværtimod kommer det noget dybsindige eksistentielle tema nærmere til at virke som en hæmsko for stykket, idet man som tilskuer ikke kan undlade konstant at lede efter tegn på det omtalte tema i forestillingen, men må skuffes, da de ikke er at finde.

Forestillingen BLÅ påbegyndes med at silhuetterne af de ti unge piger kan anes i belysningen fra blålige lysstofrør igennem en tyk damp, der smyger sig langs med scenen. Publikum placeres ikke traditionelt på sæder organiseret bag for foran hinanden foran scenen, men ligeledes på hver side af scenen, hvormed publikum får muligheden for at opleve stykket fra forskellige vinkler, alt efter deres placering. Netop dette aspekt i stykket er yderst forfriskende og nytænkende idet man herved får inddraget tilskuerne på en meget intens måde, hvorfor placeringen af sæderne omkring scenen skal have stor ros.
De mørke silhuetter begynder efterhånden at bevæge deres kroppe, som tang i havvand fra side til side, i takt med et auditivt element i stykket i form af lyden af vandets bevægelser. I længden bliver denne del dog en smule langtrukken og ensformig, og som tilskuer begynder man at undre sig over hvornår det dansende aspekt og en mere tydelig handling/tema i stykket vil forekomme.

Da hver af pigerne dernæst en efter en løsriver sig fra de rokkende monotone bevægelsesmønstre i den svagt belyste gruppe, begynder de enkeltvis at præsentere sig selv ved en mikrofon som Ariel, havfruen fra Den Lille Havfrue. Allerede her begynder uprøvetheden, umodenheden, barnagtigheden og uprofessieonalismen af tone frem i stykket. Dette understreges af deres forsøg på dans efterfølgende, som tydeligt bærer præg af ungdommelig uerfarenhed. Desuden generer musikken i baggrunden flere steder i stykket, da den mest af alt synes trukket ud af et Disney-eventyr.

Men før man overhoved føler, at part 1 i stykket er påbegyndt for alvor, påbegyndes part 2. Uden den store mening eller forklaring drikker de unge piger på skift en blå væske og processen er noget langsommelig og kedsommelig. Hernæst startes en række synkrone såvel som asynkrone bevægelsesmønstre, som i mere udpræget grad kan defineres som dans. Effekten er dog ikke sindsoprivende, samt synes igen noget ensformig og gentagende. Enkelte steder kan man (hvis man anstrenger sig) ane temaet individ vs. gruppen, men det er ikke tydeliggjort.

Stadig med en generende forpustet stemme præsenteres tredje del af stykket. Men her forstummes eventyrmusikken, og en mørk dyb bas, som forhastede hjerteslag, tiltager i stedet. Samtidig dæmpes belysningen og de unge dansere begynder nu i udpræget grad at udføre en meget mere interessante koegrafiske bevægelsesmønstre, hvor tilgangen til dansen er tydeligt mere eksperimentel end tidligere. Det umodne og uerfarne element hos pigerne formindskes her betragteligt.

Desværre fortsætter del tre ikke længe, og erstattes af en sidste part i stykket, som genoptager barnligheden og Disney-temaet. Iført interimistiske grønne bukser omskabt til en havfruehale hopper pigerne rundt til kliché-agtig eventyrmusik. Desværre!


Stykket var tiltænkt at sætte fokus på dybe eksistentielle tematikker, men skuffer desværre, da disse elementer synes næsten ikke-eksisterende i forestilligen - særligt ikke, hvis man ikke på forhånd har læst lidt om stykket og dets overordnede tema. I stedet giver det nærmere associationer til et en eventyrinspireret amatøragtig skolekomedie eller en nyfortolkning af Den Lille Havfrue. Måske havde skuffelsen været mindre, hvis man ikke på forhånd havde haft større forventinger til stykket som følge af det på forhånd beskrevne tema - hvis man i stedet havde valgt, at stykket skulle henvende sig til særligt mindre børn og derfor skulle ses udelukkende for dets eventyrelementer, vil man da givetvis kunne få en bedre oplevelse af forestillingen som forældre med små børn.
I særpræget grad er det dog også utilfredsstillende, at stykkets varighed er relativ kort set i forhold til prisen for at se forestillingen. Dog skal det pointeres, at det stadig er modigt af de unge piger at forsøge sig overfor et (kritisk) publikum, og deres umiddelbare sødme og uskyldighed gør, at man - uanset uprofessieonalismen og amatørismen - ikke kan lade være med at trække på smilebåndet og fatte sympati med dem. Et godt råd for dem er derfor at fortsætte med dansen, ikke at give op, afprøve nye danseteknikker og stilarter samt forsøge at bevæge sig mere i retning af, at udføre dans der minder om den tredje part i forestillingen, som trods alt var relativ nytænkende og forfriskende.