‘Det er nu. Lige nu. Nu!’

Silhuetterne af fem personer træder gradvist frem på den formørkede scene, omsluttet af en tyk dis, som smyger sig langs publikums sæder. ‘Mordets Melodi’ slynges mod øregangen. Efterhånden øges lysniveauet således at man begynder at kunne ane skuespillernes beklædning samt den enkel scenografi og begrænsede brug af rekvisitter. Det er skuespillerne som er i fokus. Musikken forstummes og erstattes ved at der på skift kastes et skarpt hvidt projektørlys mod de enkelte personer på scenen. Løsrevne erindringer uden sammenhæng præsenteres i øjebliksbilleder for publikum i et hverdagsagtigt sprogbrug (som giver associationer til en oplæst Helle Helle roman), understøttet af en veltilrettelagt lydside, eminent kropsprog og glimrende ansigtsmimik fra skuespillerne. Hverdagens banaliteter og trivialiteter sammenblandes med afgørende og alvorlige oplevelser, som får os til både at grine og græmmes. Til at tænke. For fortællingen er jo vores egen. Før eller senere.

Kamilla Wargo Brekling, som står bag stykket SLUT, der første gang blev vist i 2010 og blev hædret af talrige medier på daværende tidspunkt, formår at udviske grænsen mellem skuespillernes roller og deres virkelige persona, hvilket således skaber intimitet hos publikum. På suverænt vis beskriver Brekling via skuespillerne mennesket på godt og ondt i vores aktuelle samtid i en form for virkelighedsteater, et dramatiseret stand-up.

SLUT er en fortælling om døden. Og om livet. Om at blive gammel og skulle genopfinde sin egen identitet og livsforståelse i en sen alder ud fra nutidens idealer. Hvilket synes særligt svært i en tid, hvor der forekommer så stort et fokus på individet, dets kunnen og udseende, hvorfor det bliver så meget destro sværere at forholde sig til de forandringer, som alderdommen uundgåeligt medfører.
Som en af skuespillerinderne erkender ‘så opdager man pludselig at der er spejle hele vejen rundt’. Man bliver nødt til at revurdere sin opfattelse af sig selv i takt med at kroppen ældes, selvom man måske mentalt forbliver den samme. Men der er ikke kun tale om en kropslig genopfindelse for den ældre generation, men ligeledes en ny forståelse af deres forandrede position i samfundet - som først forældre, siden bedsteforældre, pensionsalder og aftagende arbejdsbyrde. Via de fem skuespillere beskrives livets mange faser, hvor vi til stadighed er ‘nybegyndere’, uvidende trods alderdommens tidligere erfaringer.

Men hvad vil det reelt sige at blive gammel - særligt i en post/senmoderne samtid hvor selvrealisering, ungdom, udseende og livslang succes og personlig udvikling aldrig har haft en større betydning? Måden hvorpå vi ældes er jo på sin vis tidsalderbestemt, og ændrer sig derfor fra generation til generation. Hvordan håndterer vi alderdommens komme - med tilhørende sygdomme, skavanker og øget glemsomhed? Og livets uundgåelige, uforudsigelige og uhåndgribelige afslutning? Særligt i en samtid hvor naturvidenskaben næsten har erstattet religion som en form for ny tro og derfor fremmer angsten for henholdsvis livsstilssygdomme i en sen alder samt selve døden. En snagende angst, som hober sig op efterhånden som sandet i livets timeglas rinder ud, på trods af, at døden er lige så naturlig som selve fødslen. Det er det tidslige mellemrum herimellem som stykket forsøger at gøre os opmærksomme på. Nuet. ‘Det er nu. Lige nu. Nu! Jeg vil ikke dø! Jeg vil ikke dø før jeg ved hvad det vil sige at dø!’ skriger Kirsten Peuliches mod publikum i desperation da det går op for hende, at hun aldrig kommer til at genneføre alle sine drømme, aldrig kommer til at rejse til alle de steder hun havde håbet på - at døden nærmer sig uundgåeligt.

Hver især kommer skuespillerne til at repræsentere en måde hvorpå man skal forholde sig til alderdommen på. Der er ingen korrekt løsning. Tilbageskuende mod ungdommens vildskab og ubegrænsede valgmuligheder i livet, mod fortryllende forelskelse og kroppens ubesværethed, mod de forgangne tiders traditioner og værdier som udviskes dag for dag og til sidst kun er et ekko i en døende generations erindring. Desperationen over ikke at være i stand til at følge med og forstå sig på samtidens nye idealer og teknologiske udvikling. Eller fremadskuende mod nye tider, i et stadigt forsøg på at følge med tidens hastige foranderlighed og nye tendenser af frygt for at blive frakoblet, at blive ubetydelig, glemt, synke hen i alderdommens ensomhed, med savnet til sine kære, som man har overlevet, og mærke de uønskede tanker trænge sig på.

Inddirekte peger SLUT på både de postitive og negative tendenser som gør sig gældende i vores samtid. Stykket påpeger bl.a. det manglende overskud i samfundet til de ældre og manglende behov for alderdommen som ressource i en ungdomsfikseret samtid. Det skildrer hvorledes de yngre generationer pligtskyldige besøger deres forældre, den ældre generation. Stykket beskriver irritationen, bekymringen, den dårlige samvittighed, utålmodigheden i forhold til deres forældre. Det fortæller om en dyb generationskløft idet kontakten mellem generationerne mindskes, kommunikationsformen forandres. Det skildrer hvorledes de ældre bliver stadig mere overladt til deres egen eksistens - sat på spidsen med en beskrivelse af et slagtilfælde som fører til døden for den ene af rollerne i stykket, hvilket dog først opdages efter en uge af børnene.

SLUT er en fortælling som vi alle kan relatere til - uanset alder og socialt eller etnisk tilhørsforhold. Vi bliver alle nødt til at tage stilling til de til tider alvorstunge universielle livsspørgsmål som stykket præsenterer os for, indpakket i sprudlende satire og selvironi af de erfarne skuespillere Maria Stenz, Anne-Lise Gabold, Kirsten Peuliches, Claus Bue og Finn Nielsen. Skuespillere, som selv tilhører nutidens ældre generation og herigennem selv bliver tvunget til at forholde sig til de tyngende temaer i stykket. Skuespillere, som selv er nået en afgørende alder, hvor de begynder at se tilbage på deres liv - på de valg de valgte at træffe og de valg som de fravalgte at vælge. For hvilke valg fortryder vi og hvilke valg kan vi se tilbage på med tilfredshed når livet er nær sin afslutning? Hvordan har vi i afgørelsens time valgt at leve vores liv? Hvordan lever vi vores ‘NU’?