En - udfyld selv - forestilling

Sæsonens – i hvert fald for mit vedkommende – sidste forestillingen blev ”Blank” på Teater V.
Den forestilling havde jeg rigtig gerne været foruden, for det var ikke lige den afslutning, jeg havde ønsket mig efter en helt fantastisk, meget varieret, og i langt de fleste tilfælde kvalitetsmæssig høj og berigende teatersæson.

”Blank” har absolut intet med teater at gøre. Den præsenteres da også som en teaterleg, og en form for selskabsleg er den, men af en absolut overfladisk, studentikos og uendelig ligegyldig karakter.
Det nærmeste forestillingen ”Blank” kommer teater, er, at den foregår på en teaterscene, og det er en uddannet og - synes jeg - stakkels og intetanende skuespiller, der påtager sig at læse det ’selvhøjtidelige bras’ af et manuskriptet op.

På Teater V var det skuespiller Anette Støvelbæk, der fik overrakt manuskriptet, og mine tre kongekroner går ene og alene til hende, for hun gennemførte top professionelt og med charmerende overskud denne fantasiløse kopi af ”Rød Kanin, Hvid Kanin”.
Konceptet i ”Blank” er nemlig en tro kopi af ovennævnte forestilling.
Hvor ”Rød Kanin, Hvid Kanin” var forfriskende anderledes og også politisk interessant – dramatiker Nassim Soleimanpour kunne på det tidspunkt nemlig ikke forlade Iran, så han ’opsøgte/besøgte’ derfor forskellige frie lande gennem sit manuskript – så sidder han i dag i Berlin – i det frie vesten. Og nu koger han ’suppe’ på det samme ben. Og den suppe er tynd og forudsigelig kedelig!
Nævnes skal dog, at aftenen på Teater V var lidt speciel. Vi var bestemt ikke mange publikummer, og det store flertal var af absolut yngre dato, så på scenen havnede en 30-årig. Hun opførte sig som en umoden teenager – se mig, hør mig, er jeg ikke bare grænseoverskridende sjov - og da veninden senere kom på scenen, blev det absolut ikke bedre. Tværtimod! Det var pinligt og tåkrummende.
Publikum i salen hoppede selvfølgelig med på bølgen, for hvad gør man ikke, for at det skal blive en god aften?
Den ene efter den anden overgik forgængeren i dumsmarte, ubegavede og tåbelige forslag til de ’blanks’, de på skift skulle udfylde i manuskriptet.
At de tre medvirkende til sidst skulle tage en selfie – og andre også kunne tage et billede af dem – bestyrkede bare min opfattelse af, hvor lidt denne forestilling havde at byde på.

Aldrig har 1 time og ca. 30 minutter føltes så lang og så lidt givende.
Hvor kæden hoppede af, kan man selvfølgelig diskutere, men et manus, der involverer publikum i den grad er selvfølgelig behæftet med mange, ukendte faktorer. Hvem skal og kan styre, at slaget går sin rette gang, så alle – medvirkende som tilskuere – forlader salen beriget, berørte og klogere på livet?
Der ligger svagheden i den type manuskripter, og efter min mening er det slet ikke den type teater, der skal præsenteres på de danske scener fremover, med mindre man kun vil have ”selfie-generationen” i tale. Og de har jo kun øje for dem selv. Hvad flytter det lige?

Den nye teatersæson ser – igen, igen – rigtig lovende ud, så der er håb forude for gode, berigende, bevægende oplevelser for unge som for gamle. Sådan skal det være!
Jeg glæder mig!