En forestilling om støj, der ikke rigtig sagde noget!

Vi skal lære at lytte. Lytte til en lyds begyndelse, væren og slutning, siger Pete Livingstone i stykkets begyndelse. Så vi sætter os til rette, parat til at lytte til dette stykkes væren. Og som stykket begynder at udvikle sig, opdager vi at meget rammer forbi, og nogle få sekvenser sætter sig fast.

Udover de 3 voksne skuespillere, var der et ensemble på 9 unge amatører. Der er så mange muligheder i 9 unge mennesker, og det var som om at instruktøren ikke turde at slippe dem løs. Der var bånd på, og der kom aldrig rigtig noget på spil. Bortset fra nogle enkelte undtagelser, herunder især en af drengenes sang, en basspillers komiske og finurlige tilstedeværelse og en ung danserindes bevægelser.

Ligesom de tre hovedroller var stykket hverken decideret irriterende eller virkelig sjovt. Temaet i sig selv er en interessant ting at undersøge. Hvad vil det sige at lytte? Hvordan forholder vi os til en verden, der aldrig tier stille? Udførelsen var desværre ikke lige så god som ideen, og kom aldrig derud hvor det virkelig gjorde ondt eller havde noget på spil.