Den dansende udsigt

At cykle langs vandet ud til Klampenborg er en smuk oplevelse i sig selv. Og når denne oplevelse har sit mål i Bellevue teater, en 1920´er Art decoratifs inspireret bygning, for at se en danseforestilling, virker de mørke skyer i horisonten knap så faretruende. De blev nærmere en kulisse til det, der skulle til at ske og da det begyndte at lyne, tordne og styrtregne gik det hele op i en narturfænomenal helhed og satte stemningen.

Aftenen bød på hele to forestillinger. Den første, en fortolkning af Oscar Wildes fortælling "The picture of Dorian Grays" opført og koreograferet af Jiri & Otto Bubenicek fra Tjekkiet.

Scenografien var minimal, og dog så subtilt virkefuld. Både som stod der på scenen men også i den måde danserne benyttede sig af dem på og interagerede med dem. Scenografien bestod af to gennemsigtige gardiner, en hvid stol og en dør, hvor man bag ved kunne ane bøjler med tøj. På det ene gardin blev der vist et billede af en af de to dansere. Det andet gardin var som det var.

Denne opsætning var et display af kroppe, der indgik i den mest intensive dans og bevægelse, der bjerg-tog mig med rundt i dansernes følelsesregistre. Denne opsætning er på højde med nogle af de smukkeste passager i bogen og dette helt uden ord. Det er sjældent. Forestillingens minimale og dog så fængende brug af kulisser satte kroppen og dansen i fokus og lod os som tilskuer lever os fuldt og fast ind i, hvad disse kroppe vil og kan fortælle os.

I første halvdel af forestillingen, hvor Dorian og Aldes indgår i en yndefuld og smidig elskovsdans og senere, hvor de to brødre i tæt omfavnelse danser ind i døden, blev jeg overbevist om, hvorfor dans er en storslået og vigtig kunstform, som jeg glæder mig til at opleve mere af.
XXX BRAVO XXX

Aftenens næste forestilling var en opsætning af "Elefantmanden" af Alexander Kølpin med Nikolaj Hübbe og Mette Bødtcher.
Scenografien var forstyrrende smuk og detaljeret. Den skiftede mellem et freak cirkus til medicinsk anstalt til en scene, hvor alle scenerne havde forskelligt lys og inventar. Musikken spillede også en stor rolle, og hjalp den foruroligende stemning på vej.

Noget, der fungerede rigtig godt var gengivelsen af en cirkusmanege, hvor den åbenlyse fordel ville være at bruge os publikummer som publikum, men hvor de så havde valgt at sætte et tæppe bagud på scenen, der så åbnede op til noget vi som publikum kun kunne ane som en cirkusmanege. Denne effekt gjorde stort indtryk, da det virkede som et overraskende moment og lod mig som publikum forblive nysgerrig. Smukt lysindfald fra manegen.

Noget andet, der også fungerede var på den medicinske anstalt, hvor der stod en form for rumdelere, hvis ruder forvrængede billedet af de dansende på scenen og bidrog til den unheimliche stemning.
Et sted, hvor dansen kom i fokus og fungerede optimalt var i den scene, hvor elefantmanden ankommer til den medicinske anstalt og skal undersøges af lægerne, hvor de kommer synkront dansende ind en efter en.

Jeg må dog indrømme, at jeg fandt der til at være lidt for mange ting i gang på samme tid, både scenografisk og danserne imellem, og det fjernede desværre til tider fokus fra dansen. Jeg sad tilbage med en oplevelse af, at der blev prøvet på for meget. Alle elementer i sig selv var smukke og effektfulde men der var bare for mange af dem, hvilket gjorde, at de ikke rigtig spillede sammen.
For eksempel var der en lille fin karrusel men elefanter, hvis dansende skygger på væggen ville have været nok i sig selv men oven i det var der en anden større karrusel, som danserne brugte, plus tre taburetter. Der var lidt for meget, der kunne dreje rundt, og det var også det, der forbandt elementerne, men mere forbindelse var der ikke.

Det virkede som om, at der var rigtig mange gode ideer på spil, der i sidste ende manglede en smule redigering.

Alt i alt en smuk og berigende oplevelse, der klart kan anbefales. Så tag på cykeltur til Bellevue teater og indskriv dig på den Art decoratifes anstalt.