En langstrakt affære

Henrik Ibsens ”Peer Gynt”, som er et dramatisk digt, der stammer helt tilbage fra 1867, er i Folketeatrets opsætning blevet en del bearbejdet, så stykket fremstår mere tidssvarende.
Det kommer bl.a. til udtryk ved, at kun en begrænset del af dialogerne - som originalen - er på vers, og er endvidere tilført ord af nyere oprindelse.

"Peer Gynt" er historien om den ansvarsløse drømmer og fantast, der livet igennem svigter alt og alle han møder på sin vej til fordel for sig selv.
Hans ambitioner fejler ikke noget, da han drager ud for at finde sig selv og blive til noget stort. Han gør sig tanker om at blive konge, kejser, ja, endda profet, og på sin rejse kommer han da også hele verden rundt.
Men da han som ældre atter er tilbage i Norge, må han desillusioneret erkende, at det, han søgte, fandt han ikke. Han må erkende, at han er uden substans, uden en kerne. Som et løg består også han kun af lag på lag, der kan skrælles væk. Han fandt aldrig sig selv, men var livet igennem kun sig selv nok.

Jeg mener, at man med god grund og stor succes kan sætte mange af de gamle klassikere op den dag i dag, da de stadig er både relevante og vedkommende for et moderne publikum.
Men ikke ”Peer Gynt”. Det stykke er passé.

Stykket er flot og virkningsfuldt instrueret og iscenesat; et rent udstyrsstykke, vil jeg sige og med en stærk og dramatisk live-fremført musikalsk baggrund. Ligeledes er skuespillerpræstationerne helt i top hele vejen rundt.

Men det til trods, og til trods for den bearbejdelse, der har fundet sted, og som til tider desværre nærmer sig det revyagtige – her tænker jeg bl.a. på scenen, hvor Peer på bedste Richard III-vis udbryder: ”En hest! En hest! Mit halve kongerige for en hest”, og ind kommer noget, der minder om et løbehjul forsynet med hale og kraniet af en hest - så fanger stykket slet ikke, men forbliver uvedkommende og uden dramatisk nerve, så de 2 timer 30 minutter føltes uendelige.

Havde jeg ikke skulle anmelde stykket, var jeg gået i pausen.