Alt for mange rammer

Jeg forsøger så vidt muligt altid at gå i teatret med et åbent og nysgerrigt sind. Jeg forsøger at gøre det ret, og til tider hører jeg mig selv i et vildt forsøg på at grave noget frem, der ikke er der. Simpelthen fordi jeg vil stykket det bedste. Men her er der ingen vej frem eller tilbage eller ud for den sags skyld for jeg følte mig simpelthen fanget inde i salen hele stykket igennem. Replikkerne var dårlige, og var ligeledes dårligt fremført. Kulisserne, scenografien, de ellers fine masker kom alt sammen til at virke umotiveret og til tider så åbenlyst banale, at jeg blev helt i tvivl om, hvem stykket henvendte sig til. Første del gentog sig i anden del, blot med en anden scenografi, og gentagelsen var ikke en gentagelse, der gjorde en forskel, tværtimod. Det virkede som om, at de alle sammen havde sat sig fast på en bestemt måde at udtale replikkerne på, hvor pauserne blev lagt sådan, at det kunne komme til at virke spændende og dragende, men det trak i langdrag, og slå alt gnist ihjel. Der var ikke overladt noget til fantasien.
Den ene stjerne går til de balinesiske masker, der fik mine tanker ledt hen på Antonin Artaud, som er et inspirerende menneske.