Politisk korrekt - og gennemgående tamt stykke

“Canada” er baseret på Nina Kareis’ personlige fortælling om at være barn i trygge Danmark i 60’erne og 70’erne, men da hun har rødder i både Østrig og Danmark er hun ikke ren, etnisk dansker.

Med til historien hører – ud over mor og far – også bedsteforældrene, som langt tilbage også havde jødiske rødder, så fortællinger om nazisme, kz-lejre, krig, racisme, forfølgelse og udryddelse bliver også en påvirkelig del af den “bagage”, hun tilegner sig i løbet af sin opvækst.

Denne baggrund har givet hende en del traumer, som hun dog vælger at kalde for en slags overfølsomhed, der kommer til udtryk i visse situationer, så hun drømmer om et sted, hvor alle bliver behandlet lige og ligeværdigt uanset race og køn. Og stedet er åbenbart Canada. Hvorfor lige det skulle være stedet til en ny begyndelse, fangede jeg desværre ikke.

Der var enkelte søde og sjove scener i stykket, bl.a. scenen hvor Ninas “stamtræ” bliver foldet ud, ned og op, mens andre scener – fx den om tysk racehygiejne – var for langstrakte.
Musikalsk var der et par rigtig gode indslag, men sandelig også nogle kedelige af slagsen.

I det hele taget kom stykket aldrig ind under huden på mig, men efterlod mig aldeles uberørt, og stykkets budskab forblev uklart til det sidste.

Livingstones Kabinets stykker er skåret over samme læst. Det gør dem forudsigelige og dermed lidt kedelige. Mon ikke det er på tide, at de ryster posen og prøver noget nyt.

3 kongekroner fra denne anmelder, som – uden traumer – heller ikke er etnisk ren dansker, da min mormor var tysk.