Ledsaget - men fuldstændig uberørt

Så fik vi historierne igen!
Vi har hørt dem igen og igen på TV og læst dem i dagspressen, men denne gang blev de så fortalt fra en teaterscene i en temmelig rodet sammenblanding af "stemmer" fra børn, unge og ældre flygtninge.
Men desværre helt uden forskel fra TV og aviserne - og det er da ikke det, et teater skal levere, når det tager fat i et emne.
At viderebringe dokumentarstof kan både TV og aviserne meget bedre, for det er deres opgave.
Teatret har en helt anden opgave, nemlig dramatisk og kunstnerisk at bearbejde et givent emne, at røre og berøre sine tilskuere, at provokere, at diskutere, at ironisere, at latterliggøre, at rykke ved normer og opfattelser o.s.v. - men intet af dette lykkedes overhovedet i denne forestilling.
Dybest set ved jeg endnu ikke, hvad denne forestillingen ville, hvor den ville hen, og hvad hensigten var. Jeg sad hele forestillingen igennem og tænkte, at nu må 'det' da ske, men det gjorde 'det' ikke, så det var med en temmelig flad og særdeles uforløst og skuffet følelse, jeg forlod Mongu Park, for jeg fik ikke det, jeg kom efter: en dramatisk bearbejdet teateroplevelse af et alvorligt emne.
Hvad fik jeg så? Jo, masser af ord, masser af gentagelser, masser af dårlige metaforer, en ringe og - til tider - lettere latterlig grænsende til komisk iscenesættelse af et særdeles alvorligt emne, der præger vores tid.
Jeg var ledsaget den aften - men fuldstændig uberørt efter de ca. 75 minutter forestillingen varede. Bare glad for atter at være ude i den skønne forårsaften.