Jean Baptiste Molière ville blive begejstret!
Vurdering:
Samlet vurdering:
Historien om Don Juan bliver på dygtig og underholdende vis formidlet til publikum. Forestillingen har den klassiske historie, som dog på fortræffelig måde er blevet nyfortolket.
Umiddelbart kan man få visse associationer til Rosenborgvinen. Men at kalde denne forestilling for ”gammel vin på nye flasker” vil på alle måder være en upassende tilsnigelse. Forestillingen er pakket ind i musikalsk indpakningspapir, og publikum bliver på forunderlig vis medinddraget i forestillingen. Dette sker dels ved at få publikummer inviteres op på scenen samt ikke mindst ved at alle publikummer får udleveret et ”rasleæg” for sammen med skuespillerne at skabe en musikalsk mosaik, og så er det jo altid fortryllende når fortællingen krydres med nordjysk humor.
Jeg har tidligere oplevet Patrick Baurichter i en fremragende præstation i Hamlet på Aalborg Teater. Mine forventninger til hovedrolleindehaveren var derfor skyhøje inden forestillingen. Jeg synes, at mine forventninger næsten bliver indfriet – præstationen var også her fortræffelig, dog denne gang ikke helt fra øverste hylde.
De øvrige skuespillerpræstationer er ubetinget på samme høje niveau og truppen formår på professionel vis at skabe en blændende forestilling.
Jeg vil gerne fremhæve Niels Anders Manley der på indlevende og betagende vis spiller Siganarelle, men også Jakob Moth-Poulsen der spiller Pierrot formår med sin humor at løfte hele forestillingen.
Forestillingens længde på næsten tre timer kan ved første overvejelse føles lang – men tiden flyver afsted når man er i godt selskab og det er man absolut her.
Jeg vil gerne give forestillingen 5 kongekroner ud af 6 mulige.
Det eneste kritikpunkt jeg kan finde har for så vidt ikke noget med teaterstykket at gøre. I pausen på 20 minutter besøgte jeg teaterbaren for at købe et par kopper kaffe. Der var på premiereaftenen stor søgning til baren og jeg måtte stå i kø i 12 minutter. Om baren skulle have været bemandet med tre ekspedienter i stedet for to eller om jeg skulle have for bestilt min kaffe vil jeg lade være usagt – men fakta er, at vi knap kunne nå at nyde kaffen før forestillingen gik i gang igen.
Dette har dog på ingen måde ødelagt vores oplevelse, og jeg vil på det varmeste anbefale alle at få en underholdende aften i selskab med Don Juan på Aalborg Teater.