En otte-dobbelt hvid rom uden bevidsthed tak!

Jeg så 'Vanvid' i torsdags - og jeg skulle have skrevet min anmeldelse allerede 48 timer senere. Det gjorde jeg ikke. Jeg var (og er) ikke færdig med at bearbejde stykket - hverken i mig selv eller med andre.

De fem kroner er for et stykke, der vil noget. Jeg sad tilbage i et samsurium af at være frustreret og fortryllet, rundtosset og rørt, beriget og bange, genkendende og granskende, imponeret og intimideret.

Når sådan et stykke både vil addressere samfundskritiske, mellemmenneskelige, teoretiske, historiske og ur-psykiske elementer er overleveringen en kunstart i sig selv. Skuespillerne leverede et formidabelt skuespil, så den eneste årsag til, at der ikke er seks kroner på min anbefaling her, er ene og alene af den grund, at der til tider blev gjort overdrevet brug af forklaringer og budskabsoverbringere.

Jeg gik igen fra Prøvehallen beriget og betænksom - der er en perle her - i midten af Valby, hvor der er rum og plads til fordybelse og afprøvelse af nye kræfter. Jeg kommer tilbage og igen. Og mine forventninger er højere end nogensinde før.

Det her 'Vanvid' - folkens - det er I nødt til at opleve. Det vil sparke til jer på den ene eller anden måde. I vil møde helt ekstreme eksistenser på overfladen, eksistenser der måske syner vanvittige, men de taler om det vi allesammen i bund og grund halser rundt efter: Meningen med det hersens liv vi har fået. Hvad gør vi ved det? Hvad tror vi på? Hvad efterlever vi? Hvori findes lykken? Hvem tager sig sammen - kan man tage sig sammen? Det der er den enes behov for tryghed og faste rammer, er den andens angst for middelmådighed og små-borgerlige tendenser ... er det derfor vi mødes?
Jeg kunne fortsætte - jeg er så langt fra færdig med min egen bearbejdelse af det - af 'Vanvid' - og af livet.

Tak - jeg må tage mig en otte dobbelt hvid-rom!