At hælde gammel vin på gamle flasker ...

Den røde løber rulles ud. Limousiner triller hen til fortovskanten foran Bellevue Teateret, men før slanke eller brede ben svøbt i stor- eller småtmaskede strømpebukser når at placere deres designerstilletter på de bløde tæppefibre, kaster himlen voldsomt vand og torden mod teateret, så den tiltænkte glamourøse ankomst reduceres til en hastig stavgang hen over det druknede røde tæppe. Silethælene afsætter dybe, våde fodspor i tæppefibrene. Sirligt opsatte frisurer mister deres form.

Det tegner godt ...

Hvidvin og smalltalk og høj latter. Køb af aftenens printede program.
Klokkerne ringer. En gang. To gange. Menneskemassen sætter i bevægelse. Tre gange. Op ad trapper, gennem døre, hele rækker af tilskuere som rejser eller sætter sig når tilskuere ind- eller udsluses.

Dæmpet belysning. Lavmælte stemmer. Sprøde slikposer.
To mænd på scenen. Portrættet af en ukendt mand. Enkel scenografi og lyssætning. Næsten ingen brug af rekvisitter. Klaver- og violinbaseret musik i langsomme taktslag, som nedsætter tempoet for de dansende kroppe. Kroppe, hvis lighed er slående. For de repræsenterer én og samme person. Individets kamp mod sig selv, mod egen narcissisme, som ender med at stå i vejen for egen udvikling, for kærligheden.

Enkelte dele af første akt beskriver en stille, melankoli via et kropsligt smuk og enkelt sprog, understreget af dansernes veltilrettelagte synkronitet, men nydelsen ødelægges dog i længden af langsommeligheden, monotoniteten og den uforanderlige, uinspirerende scenografi.

Første akt afsluttes i samme omgivelser som den startede. Stykket trækker tydelige tråde fra den klassiske ballet, som bryder med de seneste års mere eksperimentelle tilgang på Bellevue Teateret og hermed vender Kølpin tilbage til rødderne, den mere traditionelle ballet, hvorved betegnelsen sommerballet efterleves.


Pause. Kø foran kvindetoilettet. Mere latter. Mere vin.


Anden akt. Ny scenografi, som tydeligt er meget mere visuelt inspirerende end første akt pga. en mere udført og omskiftelig scenografi, kostumevalg og lys/lydsætning.
Lav belysning, eksperimentelle kostumer, tåge. En forvrænget krop, halv dækket af beskidte klæder, siddende midt på scenen.
Det er elefantmanden. Et udskud. En freak. Et isoleret individ, som kun kan eksistere sammen med andre samfundsudstødte eksistenser.

Det er i denne akt, at aftenens store stjerner betræder scenen (Hübbe og Kølpin) og skaber en non-verbal kropslig fortælling, sammen for første gang efter 22 år. I sig selv er dette en stor præstation, som i sig selv trækket stykket op med en hel stjerne.

Tilgangen er mere (post)moderne sammenlignet med første akt og den fortalte historie lettere tilgængelig - man behøver som tilskuer ikke nødvendigvis at have en forforståelse for at forstå handlingsforløbet i anden akt. Ja, faktisk er handlingsforløbet næsten for forudsigeligt, og det ender da også med blot at blive en genopførsel af en allerede gammel eksisterende fortælling, som kunne anskues som nyskabende dengang David Bowie i sin tid som den første stod på scenen i rollen som elefantmanden.
Hübbe og Kølpin forsøger derfor (uden det store held) at nyskabe fortællingen ved at lege med publikums indbyggede forståelse af en forestillings dramaturgiske forløb - bl.a. ved at sætte sig blandt publikum. Forudsigeligheden og følelsen af, at der blot er tale om et selvpromoverende midtvejskriseforsøg fra de to aldrende herre om et comeback i ballettens verden, er dog i længden dræbende for stykket.

Vejrets ildevarslende torden viste sig at holde stik. Særligt er det svært som publikum at forholde sig til den manglende røde tråd mellem første og anden akt - understreget af, at sommerballetten i år promoveres som et samspil mellem Hübbe og Kølpin, men i realiteten befinder omtalte sig kun på scenen i anden akt. Første akt kommer derfor til at virke som et langsommeligt ‘fyld’, og anden akt skuffer ved sin omtalte forudsigelighed, trods indpakningen i flotte kostumer, scenografi og lyssætning. Det bliver - i længden - blot gammel vin på gamle (og alt for brugte) flasker.
På flere niveauer...

Det er dog stadig en unik oplevelse, at se to af verdens tidligere bedste dansere forenet på scenen igen efter så mange år (og trods deres alder, er deres kropslige bevægelsesmønstre imponerende!)

Man kan dog spørge, om publikums og anmelderes eufori over stykket skyldes stykket alene eller de deltagende i stykket ...

Havde første akt været undladt og anden akt strakt ud over begge akter (på trods af forudsigeligheden), så havde jeg uden tvivl givet stykket mellem 4-5 stjerner, men pga. ovenfor omtalte omstændigheder ender min samlede vurdering på 3 (store) stjerner.

Det skal dog nævnes, at jeg normalt er tilhænger af moderne, eksperimentel danseteater og performances, hvorfor børnefamilier og personer med en mere traditionel tilgang til dansen uden tvivl vil opleve stykket som en nydelse og berigelse - og givetvis vil rate stykket meget højere end jeg.